Bogenses sprogfestival, SPROGENSE, vil med den nye bevilling skabe et stærkere og professionelt udtryk, der bygger videre på festivalens kernefortælling.
Sprogfestivalen SPROGENSE i Bogense, har siden sin start i 2021 tiltrukket tusindvis af sprogelskere og fagfolk fra hele landet. På de blot tre år har festivalen udviklet sig til at være fast, årlig begivenhed på Nordfyn.
Nu har festivalen modtaget en stor bevilling på knap en halv million med ambitionen om at udvikle festivalens design og identitet.
Bevillingen er indstillet af LAG MANK, der er en forening, der støtter erhverv og udvikling i de fire fynske kommuner Middelfart, Assens, Nordfyns og Kerteminde kommuner. Støtten kommer som en del af en samlet bevilling til otte projekter i regionen, og Plan- og Landdistriktsstyrelsen skal endelig godkende alle projektbevillinger.
Med de tilførte midler kan festivalen nu skabe et endnu stærkere og professionelt udtryk, der både favner det folkelige og det faglige niveau, som SPROGENSE er kendt for, skriver festivalen i en pressemeddelelse.
Bevillingen gør det bl.a. muligt for festivalen at skabe et design, der bygger videre på de unikke rammer og festivalens kernefortælling og samtidig passer ind i Bogenses historiske købstad og havnemiljø. Dermed er ambitionen er at tilbyde en oplevelse, der kan tiltrække endnu flere besøgende fra hele landet og give en helstøbt gæsteoplevelse med fokus på sprog, læring og samvær.
Festivalens organisering og udvikling vil fortsat ske i tæt samarbejde mellem Dansk Sprognævn og Nordfyns Erhverv og Turisme, og projektet styres af projektleder Susanne Geil.
– Det er helt fantastisk med denne opbakning. Vi er på de 3 år nået langt med at få manifesteret SPROGENSE som en folkelig og faglig sprogfestival, og den flotte støtte er med til at bringe SPROGENSE videre til næste niveau, og det glæder mig på festivalens vegne, udtaler en begejstret projektleder.
Et af de nye tiltag i arbejdet bliver etablering af en læsehule, hvor børn, unge og voksne styrker deres læselyst med inspiration fra dagslyset og den friske luft. Den fysiske placering er endnu ikke endeligt afgjort, og udover den stationære læsehule, bygges der ligeledes en mobil læsehule, der dels skal bruges på festivalen og dels kan skabe læselyst rundt på hele Nordfyn og uden for kommunens grænser.
Fra 2025 vil festivalen blive afholdt den første weekend i maj (2. og 3. maj). Her vil der fortsat være fokus på at skabe en festival med national appel, hvor de besøgende og sprogelskere oplever levendegørelsen og fejring af sprogets mangfoldighed, og hvor sprogforskere, professionelle kommunikatører, kommunikationsrådgivere og andre fra de sproglige fagfællesskaber deler viden, debatterer og mødes til sproglig fordybelse i en hyggelig festivalatmosfære.