Statens Kunstfonds forfatter- og litteraturmøder er eftertragtet over hele landet.
Et ekstraordinært stort antal ansøgninger er landet hos Projektstøtteudvalget for Litteratur i denne ansøgningsrunde til ‘Forfattermøder for voksne’ og ‘Levende litteraturmøder for børn og unge’, skriver kunstfonden i en pressemeddelelse og fortæller videre, at man på grund af det store antal ansøgninger har måtte skuffe mange af de gode arrangementer.
Der har i puljen ’Forfattermøder for voksne’ særligt været ansøgt tilskud til arrangementer med Kim Blæsbjerg, der senest udkom med bogen De bedste familier (Gutkind, 2023). Naturligt har der været stor efterspørgsel i det vestjyske, hvor bogens handling foregår og forfatteren selv kommer fra, men resten af landet har i stor stil også efterspurgt Blæsbjerg. Ligeledes har der været stor interesse for forfattermøder med blandt andre Caspar Eric, Glenn Bech, Katrine Marie Guldager og Iben Mondrup.
Skolerne og de øvrige ansøgere gør i høj grad brug af forfatterkataloget for levende litteraturmøder, og hele 318 af de 498 ansøgninger vedrører en forfatter fra kataloget.
Fra kataloget er der især søgt støtte til Maria Rørbæk, Mads Mygind, Kenneth Bøgh Andersen og Thomas Brunstrøm.
Selvom de fleste arrangementer er for børn og unge i grundskolen, så er der også søgt til flere forfatterbesøg på ungdomsuddannelserne. For eksempel har Styrelsen for Undervisning og Kvalitet i samarbejde med Nordung (Nordisk perspektiv i ungdomsuddannelserne) arrangeret en række forfattermøder med den færøske digter Dania O. Tausen på gymnasier i hele landet. Dania vil blandt andet fortælle om, hvordan kultur og kunst kan bygge bro mellem kulturer.
Puljen ’Forfattermøder for voksne’:
Ansøgninger: 405
Tilsagn: 203
Tildelt i alt: 1.454.100 kr.
Puljen ’Levende litteraturmøder for børn og unge’:
Ansøgninger: 498
Tilsagn: 301
Tildelt i alt: 1.974.000 kr.