I årtusinder har døden fascineret kunsten. Pragtværket “Dødens store billedbog” tager os med på en fantastisk rejse igennem kunsthistoriens skildring og opfattelse af døden.
Bogens forfattere, kunsthistorikerne Stefan Pajung (1975-) og Søren Hein Rasmussen (1957-), …

I årtusinder har døden fascineret kunsten. Pragtværket “Dødens store billedbog” tager os med på en fantastisk rejse igennem kunsthistoriens skildring og opfattelse af døden.

Bogens forfattere, kunsthistorikerne Stefan Pajung (1975-) og Søren Hein Rasmussen (1957-), har været i gennem håndskrifter, ældre og nyere værker, samlinger, krøniker, romaner, digtsamlinger og besøgt museer og arkiver i Europa, Kina, Japan for at danne et empirisk fundment for at komplementere deres billeder og forståelsen af døden som en del af livet.

På fremragende vis viser de to forfattere de kultur- og samfundsmæssige sammenhænge som kunstnernes billeder blev til i – og hvordan vores forhold til døden har ændret sig igennem tiden. Lige fra romernes memento mori-mosaikker til middelalderens danses macabre fra Reformationens vanitas-motiver om livets forgængelighed til heavy metal-bandets Iron Maidens pladecovers.

Første gang døden gør sin entre i historien, er i Johannes’ Åbenbaring, den kristne bibels sidste bog. Her lader apostlen Johannes fire våbenbrødre til hest hærge jorden i de sidste tider, inden det endelige slag mod det onde skal kæmpes. Den fjerde rytter er Døden. Han ridder på en bleg hest, og selvom bevidstheden om døden har været til stede i skiftende religiøse forestillinger, så er det først her, at vi møder en skikkelse, der personificerer døden.

Men herefter går der cirka 900 år før døden kommer til at spille en central rolle i kunsten. Det sker da abbedissen Uta overtager ledelsen af klosteret Niedermünster i Regensburg i 1902, hvor hun får udarbejdet en samling liturgiske tekster, Uta-Codexet, et af Europas ældste og smukkeste håndskrifter. Et vidunderligt billede af Guds håndter skaber verden møder læseren på allerførste opslag. På tredje side ser vi en korsfæstelsesscene, hvor der er noget på spil. Under korset står døden. Iført en bondes klædedragt med et sejl i hånden. Manden med leen og senere med armbrøst og til hest i færd med at nedsable, forføre og pine os stakkels mennesker er nu en realitet.

Da Pieter Bruegel den ældre maler mesterværket “Dødens triumf” er skildringen af døden gruopvækkende. Sammen med sin skelethær ser vi ham henrette folk med alt fra kvælning, spyd, galger og ved drukning. Døden smiler ubesværet, mens han mejer både kongelige og fattiglemmer ned på den mest brutale vis.

Det tunge emne til trods, er det en kæmpestor og øjenåbnende fornøjelse at dykke ned i alle bogens mesterværker. Fra van Eyck, Bruegel, Dürer Rembrandt, Schiele, Munch, Hokusai og Posada og mange flere, der behandler temaer, som døden ofte forbindes med, dx Dødens triumf, Dødedanseren og Døden og Jomfruen.

Uanset, hvor vi møder døden, så er det interessant at iagttage, at han altid fremstår genkendeligt. Men uden sjæl og hjerte. Og det er det, der er så hamrende uhyggeligt.

Bogen er et sandt vidunder, og det store, imponerende coffeetable-format giver os mulighed for at studere og nyde værkerne fuldt ud. Dermed bliver kunstnen en indgang til forståelsen af vores skiftende forestillinger om dødens væsen og det at dø. Og det uden at blive forstemmende. Hold nu op, hvor er det fremragende.

Stefan Pujang og Søren Hein Rasmussen: Dødens store billedbog, Turbine, 356 sider, udkom 19. november 2020.