Det årlige Bogforum er dansk bogbranches suverænt største begivenhed. Messen er samtidig årets sidste chance for forlag og boghandlere til at lodde tendens og købelyst.
I sidste weekend gik årets bogbrag løs i Bella Center i København.
I BogMarkedets reportage fra Bogforum 2018 blev messen kærlig-ironisk kaldt bogbranchens ”fætter-kusinefest”.
Dét er messen – branchefolk møder branchefolk, enten tilfældigt på flanørmåden eller til de mange halvvejslukkede receptioner undervejs – men den kæmpestore messe er naturligvis meget mere end det.
Bogfolket er for alvor blevet rykket ud af sofaen og ind i oplevelsesøkonomien. Bogforum slog sin egen publikumsrekord efter en lille tilbagegang sidste år, i alt kiggede 38.186 besøgende forbi i løbet af de tre dage, messen varede. Alene lørdag kom over 15.000 besøgende.
Det kan være svært at forklare manden i metroen, hvorfor mange mener, at bogbranchen er i krise, når det nøgne rekordtal taler et andet sprog.
—
En masse var planlagt, og det omfattende program var pløjet møjsommeligt igennem. Resultatet blev magert, til gengæld talte BogMarkedets udsendte med en masse søde mennesker. Og det var trods alt vigtigere.
Ét af de for historienørden livsnødvendige events var med britiske Peter Frankopan, forfatter til ‘Silkevejene‘ og ‘De nye Silkeveje‘. Han lagde vejen forbi Kristeligt Dagblads Forlags stand. Frankopan talte blandt andet om, at det var umuligt at styre folks interesser – skrev han noget banebrydende om islams opståen i tidlig middelalder, ville folk høre hans mening om, hvordan man bedst kommer fundamentalisterne i Islamisk Stat til livs.
Peter Frankopan (midten) interviewes af journalist Steen Nørskov. Pernille Follmann Ballebye præsenterer.
—
Musikanmelder Søren Schauser (tv.), der netop har udgivet ‘EGO‘ om udviklingen af det moderne individcentrerede menneske, blev interviewet på Bella Scenen af Knud Romer. Det blev en morsom halv time med kloge betragtninger, overrumplende kommentarer (Romer brillerede), store håndbevægelser og overraskede gummigrimasser (begge). Rablende på den allerbedst tænkelige måde.
—
Logistisk kabale
Det er imponerende, at den logistiske kabale gik op ved et arrangement af denne størrelse. Bag kulisserne har der uden tvivl været mange udfordringer, gaffatape og lappeløsninger, men dem mærkede man kun sjældent som besøgende.
Den mest påfaldende ting var ventetiden (læs: kaos (hvis ikke bogfolk var så civiliserede)) ved indgangen fredag formiddag. I forhold til sidste år var indgangen flyttet tættere på den nærliggende metrostation.
Ifølge en velunderrettet kilde betød dette et timelangt hul, hvor der kun kom få kunder til en kæmpestor boghandlerstand beliggende i den bagerste hal. Det økonomiske tab var anseeligt.
—
I år havde mikroforlagene fået en fantastisk placering lige før indgangen til den store hal C, hvor de store forlag og boghandlere fristede med slagtilbud og kendisser. Her passerede alle forbi, hvilket gav de små forlag en unik chance for at præsentere sig selv. Christel Sunesen fra forlaget Ekbátana havde en travl weekend og var meget tilfreds.
BogMarkedets udsendte sled på sine i forvejen hårdt prøvede rygstykker med bogkøb. Mange af bøgerne var netop udgivet af mindre forlag – her kunne jeg finde bøgerne; det er sjældent tilfældet i min lokale boghandel, der ellers er en af de mest velassorterede i Jylland.
—
Selvudgiverernetværket NewPub og andre selvudgivere var placeret næsten endnu bedre: Standene her udgjorde det allerførste område, besøgende skulle passere. Der herskede travlhed her alle dage.
NewPub havde en lille scene primært med foredrag, der kunne hjælpe selvudgivere med gode idéer. Børnebogsforfatter Boris Boll-Johansen, der nu har sit eget forlag efter at have udgivet flere bøger hos etablerede forlag, fortalte inspirerende om, hvordan digitale medier kan støtte op om en bogudgivelse. Hvor bogen bliver taget ned fra boghandlens hylder efter et par måneder (hvis den når så langt), forlænger den digitale verden levetiden. Googles algoritmer sørger for, at bogen kan komme længere og længere op i den eftertagtede liste af søgeresultater, som tiden går. Derfor skal forfattere indtænke medier som eksempelvis YouTube, når de sender en bog på gaden.
—
Sara Blædel (th.) modtog prisen Årets Forfatter uddelt af onlineboghandlen Plusbog.dk, mens Amalie Langballe vandt Bogforums debutantpris.
—
Oversættersamtale på Ny Scene, hvor mikroforlagene holdt til. Til venstre ordstyrer Iben H. Philipsen fra forlaget Rebel With a Cause, i midten Juliane Wammen og yderst til højre Shadi Angelina Bazeghi, der blandt oversætter persisk poesi. Samtalen cirklede om, hvordan nogle udenlandske kildesprog er svære at oversætte til dansk uden en masse går tabt.
Iben H. Philipsen nævnte, at hun selv havde opgivet at udgive caribisk litteratur, selv om hun ellers gerne ville. De mange kreolske udtryk og pidginsprog kan bare ikke oversættes til wallah-dansk, som ellers ville være nærliggende, pointerede hun. Det ville lyde helt forkert.
—
Marketingindsatsen kalibreres
Bogforum er på den ene side en forvirrende kakofoni for ørerne og visuelt overflødighedshorn, hvor det gælder om at tilkæmpe sig de potentielle kunders opmærksomhed.
Og ikke et ondt ord om det: Sådan er præmissen.
Forfatterinterviews og events, gode bogtilbud, receptioner, køer, signeringssessioner, meet’n’greet med mere. Farvestrålende plakater i alle størrelser og tilskæringer med glade, glaserede forfatterportrætter og bogforsider sås overalt.
Bogforum var udpræget lavteknologisk uden digitale, interaktive og interagerbare oplevelser; messen var ikke et moderne, behagesygt museum. Oplevelsen var bøgerne. Det kan man mene om, hvad man vil – BogMarkedets udsendte fandt det lykkeligt befriende. Sanserne var alligevel fyldt til bristepunktet.
På den anden side skjuler forvirringen et meget præcist formål:
Forlag og boghandlere kan lodde publikumsinteressen for de enkelte store efterårstitler, som på Bogforum konkurrerer om reklamepladsen. De kan målrette, hvor slutspurten før julesalget skal sættes ind, hvor de tilbageværende kroner i marketingsbudgettet for 2019 udnyttes bedst.
—
Bestsellerforfatterne kæmper om opmærksomheden. Selv om de udkommer på samme forlag. Her fra Politikens stand.
—
Som vi nærmede os lørdag eftermiddag, så man trætte ansigter bag diskene. Øjnene livede op, og smilet blev venligt, når potentielle kunder eller spørgelystne bognørder nærmede sig.
Det handler et stykke hen ad vejen om penge, javel, men der er tale om folk, der arbejder med bøger, fordi de synes, de er det vigtigste i verden.
Tak for en god weekend!
Næste års Bogforum er fra 30. oktober til 1. november i Bella Center Copenhagen.
—
—
Et stille øjeblik hos Lindhardt & Ringhof. Deres forfatterinterviews var måske de mest velbesøgte events overhovedet, og ofte stod folk i en kødrand rundt om de lille scene midt i forlagets område.
—
Henimod lukketid lørdag var der musikunderholdning hos Aakjærselskabet. Bemærk figuren af Jens Vejmand i baggrunden.
—
Søndag eftermiddag var der quiz om Kaptajn Haddocks bandeord på Comics Scenen. Ordstyrer var Kristian Bang Foss, der netop har udgivet en ordbog om kaptajnens sprogblomster, ‘Kaptajn Haddocks ordbog‘. De to duellerende hold bestod hver især af tre kendere af Tintin-universet.
—
Forsidefoto: Gyldendal var placeret allerbagerst i den store hal C. Til gengæld havde forlaget to scener som den eneste udstiller.