Karen Blixen får en fremtrædende placering på Skt. Annæ Plads.

Onsdag d. 17 april indtog en af Danmarks mest ikoniske forfattere, Karen Blixen, en fremtrædende placering på Skt. Annæ Plads i København i form af en stor statue – og tilmed på sin fødselsdag.

Den tonstunge bronzestatue, der måler 2 meter, er skabt af billedhugger Rikke Raben, og ved fremstillingen af skulpturen er der lagt vægt på at bruge dansk fremstillingsindustri på grund af dens høje kvalitet og miljøvenlighed, der kendetegner dansk smedekunst, stenhuggeri og bronzestøbning, oplyses det i en pressemeddelelse.

Karen Blixen er en af de mest kendte og elskede danske kvindelige forfatter i verden, og hendes romaner og noveller formår stadig, den dag i dag, at inspirere og fascinere læsere og forskere verden over. Nu har hun fået en permanent plads midt i hjertet af København, takket være en privat initiativgruppe, der i samarbejde med Københavns Kommune har arbejdet i syv år på at rejse statuen.

Bag projektet står initiativtagerne, film- og TV-producent Marie Breyen Foss og billedhugger Rikke Raben. I 2020 blev gruppen udvidet med udstillingskurator Annesofie Becker og fra 2023 med adm. direktør Adam Foss.

Realiseringen af Karen Blixen-statuen er blevet muliggjort takket være støtte fra Dagmar & Leon Levin’s Fond samt C.A. Levin’s Fond, William Demant Fonden, Lemvigh-Müller Fonden, Hoffmann & Husmans Fond, Axel Muusfeldts Fond, Grosserer L.F. Foghts Fond og to anonyme private donationer.

Projektet er endvidere skabt i samarbejde mellem en række nøglepartnere, herunder bl.a. Skulpturstøberiet i Svendborg, stenhugger Flemming Brian Nielsen fra Hedehusene, smed og konservator Henrik Dinesen, HOFOR, AFM Rådgivende Ingeniører samt Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune.

Foto: Marie Frost