Store forlag sætter litteraturen på landkortet – til glæde for bogen, litteraturen og alle litteraturfestivalhungrende. Græsrødderne skal frem i lyset.

Få minutter efter udmeldingen om, at årets store danske bogevent – Bogforum – desværre bliver aflyst, meldte forlagene Lindhardt & Ringhof og Carlsen ud, at kendte, bogaktuelle forfattere fra forlagene såsom Maren Uthaug, Merete Pryds Helle og Leif Davidsen samt mange andre turnerer landet rundt.

Udmeldingen om en mulig aflysning var frygtet, og derfor har man sommeren over planlagt et alternativ, fortæller Lars Boesgaard, adm. direktør i Lindhardt & Ringhof samt formand i Danske Forlag.

Turneen er arrangeret i samarbejde med Third Brand og Nordisk Film, og forfatterne besøger en række biografsale i byer som Hillerød, Esbjerg, Kolding, Lyngby og flere kommer til.

 

Det gyldne overblik

I dag har Politikens Forlag og Gyldendal meldt ud, at de har skabt en platform ved navn bogfestival.dk.

Platformen skal koordinere og oplyse om alle litteraturtiltag i weekenden den 7.-8. november. Arrangører og forlag står selv alt det praktiske og afholder udgifter.

De to forlag opfordrer boghandlere, biblioteker, forlag og arrangører til at stable bogrelaterede events på benene i nævnte weekend og registrere dem på websiden, ligesom pressemeddelelsen oplyser, at der allerede er arrangeret en del events i Aarhus og København denne weekend.

Eksempelvis har boghandlen Arnold Busck Købmagergade hele weekenden den 7.-8- november interviews og andre arrangementer med forfattere fra mange forskellige forlag.    

Arrangementerne skal cirkle om bøger og forfattere, for at blive optaget på bogfestival.dk, men eller er der nogenlunde frit slag: fra klassiske interviewseancer og paneldebatter til vinsmagning, en gåtur i sporene af en roman, morgenkaffe med oplæsning, G&T med oplæsning, eller hvad fantasien nu tillader.

”Initiativet skal skabe et samlende fokus på litteraturen og bogen, men det er på ingen måde tænkt som et alternativ til Bogforum,” understreger pressechef Camilla Høy til BogMarkedet.

Politikens Forlag arrangerer selv åbent hus denne weekend; det samme gør Gyldendal med deres egne forfattere oplyser kommerciel direktør Karen Bender.

Camilla Høy fortæller også, at Politikens Forlag står bag mange andre litteraturevents landet over i efteråret.  

Foto: iStock/Getty Images.