Herta Müller præsenterer os for rumænernes påtvungne livstidsløgn om “folkets højt elskede søn”, landets diktator Nicolae Ceaușescu. Hvor folket har et ikke-liv, hvor køen hos slagteren venter på sin klump af frosne sammenpressede hønsefødder og hoveder. Hvor køerne på landet vaskes med opvaskemiddel når diktatoren vil på inspektionstur. Hvor alle er lige, for ingen har […]
Herta Müller præsenterer os for rumænernes påtvungne livstidsløgn om “folkets højt elskede søn”, landets diktator Nicolae Ceaușescu. Hvor folket har et ikke-liv, hvor køen hos slagteren venter på sin klump af frosne sammenpressede hønsefødder og hoveder. Hvor køerne på landet vaskes med opvaskemiddel når diktatoren vil på inspektionstur. Hvor alle er lige, for ingen har noget – kun Ceaușescu, hans inderkreds og sikkerhedspolitiet. Hvor enhver borger bekender sine synder i kirken, men skriftestolen er en følde, for bedraget ligger i detaljen, som Müller erfarer hos sikkerhedspolitiet.
‘Under forhør hos Securitate var reglen at jeg den niogtyvende oktober blev spurgt hvor jeg befandt mig den tredje april. Sammen med hvem, ville agenten vide, og hvad jeg sagde ved den lejlighed. Han vidste det nøje, ejg vidste det ikke. Dermed var udgangssituationen for det videre forhør skabt: Det var bevist at jeg løj.’
Ens eksistens er betinget af evnen til at huske alle detaljer, hvilket i sin natur er en umulighed, hvorfor enhver borgers skyld er ubetvivlelig. Du er skyldig overfor staten. Du er en af de få der truer med at ødelægge dette paradis for alle andre. Et paradis hvor kioskernes hylder bugner med varer. To slags varer, den ene en uspiselig kødsuppe og den anden en ligeså uspiselig marmelade. Varerne har stået på hylderne i årevis, fuldstændig uspiselige men udefra ser det godt ud; der er ikke mangel på føde. Tøjbutikkerne bugner også, med tøj i den mest deprimerende grå farve. Desuden ildelugtende, grundet den imprægnering det hele er overhældt med. En tøjbutik har en stank som et afløb for kemisk deponi. Med Herta Müller som (u)hyggelig turistguide kommer vi ind under huden på den typiske borger. Et liv der ikke er langt fra det George Orwell forudså i sin roman ‘1984’.
De forskellige essays er skrevet i perioden omkring diktatorens fald. Der trækkes tråde til serbernes etniske udrensning af alle andre i det tidligere Jugoslavien, og Müller fokuserer også på mindretallene i sit eget hjemland; de forfulgte sigøjnere og deres hovedrige leder, der bor i et gigantisk hus og repræsenterer ‘ikke et mindretal, men sin magt på bekostning af et mindretal’.
Det burde ikke være nødvendigt at tildele stjerner til Herta Müller, hun ligger i sin egen liga, både med hensyn til poesi og tema. Alternativt ville en anden skala skulle tages i anvendelse. Her må hun nøjes med en topvurdering. Til gengæld undrer jeg mig over oversættelsen, for sproget er flere steder ret knudret, som om den tyske grammatik ikke har fået en ordentlig fordanskning. Og det hedder heller ikke ’emotioner’ på dansk, men følelser.
Lån bogen på biblioteket