Ingen kan give de tavse stemmer som nobelpristageren Svetlana Aleksijevitj. Gennem hundredvis af interviews søger hun det lille menneskes skæbne i den store verdenshistorie. Bid for bid stykker hun de mange historier sammen og det …

Ingen kan give de tavse stemmer som nobelpristageren Svetlana Aleksijevitj. Gennem hundredvis af interviews søger hun det lille menneskes skæbne i den store verdenshistorie. Bid for bid stykker hun de mange historier sammen og det bliver en stor symfoni, en litteraturens 1812 overtoure.

I De sidste vidner fortæller stemmerne, ligesom i mesterværket Krigen har ikke et kvindeligt ansigt, om den store fædrelandskrig. Hundredvis af mænd og kvinder, hovedsageligt hviderussere, fortæller i midten af 1980erne Aleksijevitj om deres oplevelser som børn under 2. verdenskrig. Hendes mesterstykke er at få dem til at huske historien som de oplevede den, med et barns stemme.

Det er grumt. 2. verdenskrig udryddede op mod halvdelen af den hviderussiske sovjetrepubliks befolkning. Og børnene så det hele. Nogle blev evakueret, og kan fortælle om at blive skilt fra familien og drage mod øst i tog, der bliver bombet. Nogle måtte overleve i sumpene, blandt partisaner. Nogle overlevede belejringen af Leningrad. Hver især oplevede de uhyrligheder, som ingen børn nogensinde bør opleve. Og de fortæller. Om børnehjemmene. Om de mange døde. Om at se deres forældre blive dræbt af tyskere i sorte uniformer. Om kz-lejre og om at blive tappet for blod til de sårede tyskere, fordi lægerne troede at børneblod var bedre (sic!).

Børnene undrer sig. De forstår ikke krigen. Forstår ikke døden. Men de er bange. De savner deres forældre og deres søskende. Der er mange tab og mange døde. Og sult. Sulten går igen og igen, og børnene fortæller hjerteskærende om at spise græs. Hunde. Om at slås om brød og om at blive så afkræftet, at det hele bare kan være lige meget.

Som dansker er det svært at forstå, hvor grusom krigen egentlig var – og er. Når man har læst Aleksijevitj glemmer man det aldrig. De sidste vidner er et vidnesbyrd, endnu et storværk i rækken fra den tidligere sovjet-dissident, der efter nobelprisen i 2015 endelig får den anerkendelse i vesten, hendes værker fortjener.

Svetlana Aleksijevitj: De sidste vidner. 304 sider, 2017. Lindhardt og Ringhof, oversat af Jan Hansen.