Digtene græder sig henover siderne som regn, hagl, mørke finske søer og islandske geysere, for ”når hjertet er sorgfuldt forvandles alt vand i verden / til tårer”. Vi forstår at barnebarnet, Vanessa, er død.
Digter-jeget genkalder sig smukke øjeblikke og oplevelser med Vanessa, som fx en tur til Island; ”Du trykkede næsen mod bussens vindue og kaldte lykkeligt alle bjergene for vulkaner” eller digterjeget funderer over lykken med et barn: ”Hvad er det at holde af et barn / Hvad er det der gør at vi forandres”.
The post Svimlende vaklende – mørke og sorg hos Tua Forsström first appeared on Bogrummet.

Midt i Tua Forsströms digtsamling ”En aften i oktober roede jeg ud på søen” citeres Albert Einstein for at have skrevet at ”noget / finder sted og vi balancerer på en ramponeret planke / på åbent hav, vi ved ikke hvorfra vi kom eller hvor / vi er på vej hen”.

Denne metafor for en sindstilstand eller oplevelse af livet er betegnende for stemningen i Forsströms digte. Som et vandmærke danner oplevelsen af udsathed og desorientering den position, hvorfra digtene udsiges. ”Det blev mørkt og jeg var ikke spændt fast til noget”, læser vi.

Mørket er nærværende i digtsamlingen. Men ikke kun som et udsathedens mørke. I mørket findes også mildheden og venligheden, som i åbningsdigtets stille meditation, hvor ”nogen kom gående i regnen og sagde følg med / og jeg slipper ikke den hånd”.

Et helt digt er dedikeret til at beskrive oplevelsen af Yayoi Kusamas installation ”Gleaming Lights of the Souls” på Louisiana, som får digterjeget til at tænke på ”at vi er skabt af vand, længsel / og stofpartiklerne i vinden der blæser”. Ophævelsen af kroppen til partikler i udveksling med resten af verdensrummet fremskrives i et andet af digtene, hvor jeget ”faldt igennem papirer lagt til side” og ”Jeg kunne gå gennem kvartskrystaller / Jeg kunne gå gennem sorgfuld og syg”. Kroppen er ophævet som isoleret enhed og erstattet af en krop i udveksling, i interaktion.

I udgivelsens anden digtsamling ”Optegnelser” er sorgen allestedsnærværende. Digtene græder sig henover siderne som regn, hagl, mørke finske søer og islandske geysere, for ”når hjertet er sorgfuldt forvandles alt vand i verden / til tårer”.

Vi forstår at barnebarnet, Vanessa, er død.

Digter-jeget genkalder sig smukke øjeblikke og oplevelser med Vanessa, som fx en tur til Island; ”Du trykkede næsen mod bussens vindue og kaldte lykkeligt alle bjergene for vulkaner” eller funderer over lykken med et barn: ”Hvad er det at holde af et barn / Hvad er det der gør at vi forandres”.

I erindringen om samværet med og kærligheden til barnet ophæves det mørke, som findes i begge digtsamlinger. Det samme gør oplevelsen af at være sprængt til atomer. Digterjeget får fødder at stå på, som en enhed i verden, på en oplyst dag i skoven, hvor farverne, fuglene og naturens forunderlighed skrives frem: ”Jeg går over jomfruhårenes tusindvis af glimtende / grønne små stjerner, og rensdyrlavets / skift fra lysegrønt til gult til rosa som / koraller (..)

Samlingens sidste digt har ”sommerfugle overalt / (…) Det var påfugleøje og / kålsommerfugl og otte andre arter jeg genkendte fra / planchen som vi tapede fast på skabsdøren i køkkenet”.

Med sin svært begrænsede levetid bliver sommerfuglen et symbol på kortvarigt liv, tænk på Inger Christensens ”Sommerfugledalen”, hvor døden ser digterjeget an fra sommerfuglevingen, men som genopstandelsessymbol indgyder det smukke insekt også håb for den sørgende.

”En aften i oktober roede jeg ud på søen” (2012) samt ”Optegnelser” (2018) udkom samlet i én, smuk bog i Maja Lucas’ og Kamilla Löfströms oversættelser på forlaget Arabesk i 2020

The post Svimlende vaklende – mørke og sorg hos Tua Forsström first appeared on Bogrummet.