Dårlig lyd på tv har flere år været en særlig kilde til frustration blandt både svenske og danske seere. Ikke mindst uklar dialog i tv-serier har været en almindelig klage til både SVT og DR.

Uforståelig tv-lyd er et komplekst emne, skriver Schwa.dk, der specialiserer sig i fonetik, fonologi og sprog.

Det står klart, at lydmixet i moderne drama er en faktor. I ældre film og serier, som Matador, er der ingen baggrundslyde eller -musik, når der siges replikker. Man hører alt og forstår alt. Moderne drama har et mere realistisk mix. Der er baggrundslyde, når personer taler. Trafikstøj, naturlyde, andre folk, musik eller TV i baggrunden, glas og bestik der klirrer, osv. Det gør det sværere at høre, hvad der bliver sagt. Men det gør også scenerne mere realistiske.

Der er også andre aspekter. Jo ældre man bliver, desto dårligere hører man. Men forringet hørelse forklarer ikke alt. Mange oplever, at det specifikt er sproget i dramaserier, der er svært at forstå, mens det går fint at forstå andre tv-programmer, radio, lydbøger, osv.

For ti år siden droppede DR surround-lyd til fordel for stereo for at gøre dialog i serier tydeligere. DR har også siden indført undertekster på alle programmer via Tekst TV funktionen.

Hos SVT gik man i 2020 målrettet i gang med at finde en teknisk løsning for at forbedre lyden, især for dem, der har brug for det.

– Planen var en funktion, der gjorde det muligt for brugere at fjerne eller maskere baggrundsstøj under programmer på SVT Play, for at forbedre hørbarheden for seere med nedsat hørelse, skriver SVTs forsknings- og udviklingsingeniør Olof Lindman på SVT.se.

Det blev besluttet, at ’Klar tale’ skulle være en separat funktion på SVT Play, et fast alternativ til almindelig lyd.

– I starten troede vi, at det ville være nok blot at sænke baggrundsstøjen, men det blev hurtigt klart, at vi også var nødt til at hæve dialogniveauet for at opnå den ønskede effekt, skriver han.

Løsningen blev et lydmix med en sænket baggrund og hævet center-lyd med dialog, som derefter blev en valgmulighed for seerne.

I 2023 indførte SVT en opgradering af systemet – nu døbt Dynamic Clearer Speech. Ideen var kun at sænke baggrundsstøjen, når der rent faktisk tales. På den måde kan seerne stadig nyde musik og effekter, men har garanteret hørbarhed under dialog.


Bogmarkedet Audio’ er sponsoreret af Radioplayer/mereRadio og Audiodays.

svg+xml;base64,PHN2ZyB4bWxucz0iaHR0cDovL3d3dy53My5vcmcvMjAwMC9zdmciIHdpZHRoPSI1NDEiIGhlaWdodD0iMzA1IiB2aWV3Qm94PSIwIDAgNTQxIDMwNSI+PHJlY3Qgd2lkdGg9IjEwMCUiIGhlaWdodD0iMTAwJSIgc3R5bGU9ImZpbGw6I2NmZDRkYjtmaWxsLW9wYWNpdHk6IDAuMTsiLz48L3N2Zz4=