For tredje år i træk udgiver Bogmarkedet et fysisk magasin i forbindelse med Bogforum. Nu præsenteres temaet for dette års magasin
Bogmarkedet relancerede i 2021 sit fysik magasin i anledning af Bogforum samme år. Det blev modtaget med flere positive tilkendegivelser, end redaktionen havde set komme, og derfor var der ingen tvivl om, at det skulle gentages i 2022.
Her i 2023 kan man så småt begynde at skrive ‘traditionen tro’ og ‘plejer’ i forbindelse med annonceringen af årsmagasinet, hvilket betyder meget for redaktionen. At magasinet er kommet til det punkt, skyldes først og fremmest de mange gode, opmuntrende og flotte tilkendegivelser, magasinet har fået siden 2021. Det skyldes der stor tak for.
I år gøres det lidt anderledes. Bogmarkedet har nemlig sat et tema op på forhånd, som vil blive iscenesat på flere forskellige måder og fra anderledes og skæve vinkler. Årets tema er: “Con Amore/Med hjertet”
– Tingene går stærkt i branchen, og det kan være svært for de fleste at gennemskue, hvor vi er på vej hen, når ord som optimering af SEO, afsætningsstrategi og kunstig intelligens fylder mere og mere i snakken ved kaffeautomaten og i mødelokalerne, udtaler Jesper Provstgaard, der er ejer af Bogmarkedet og fortsætter:
– At have hjertet og passionen med, har for mig altid kendetegnet branchen og den er vigtig for opfattelsen og fremtiden. Derfor vil den fysiske udgave af Bogmarkedet i år hylde passionen, hjertet, drivkraften og den uundværlige energi med temaet “Con Amore/Med hjertet.
Årsmagasinet udkommer d. 3. november og uddeles gratis på Bogforum og sendes til alle abonnenter.