Citat fra bogen: “One cannot distinguish between human and non-human acts. One cannot point, one cannot say this man here is a man and that man there is a devil.” (side 88) Romanen fortæller først og fremmest Dorrigo Evans’ livshistorie. Dorrigo er en australsk læge, der melder sig ind i militæret, da anden verdenskrig rammer […]
Citat fra bogen:
“One cannot distinguish between human and non-human acts. One cannot point, one cannot say this man here is a man and that man there is a devil.” (side 88)
Romanen fortæller først og fremmest Dorrigo Evans’ livshistorie. Dorrigo er en australsk læge, der melder sig ind i militæret, da anden verdenskrig rammer Australien. Han bliver krigsfange og lander i en japansk fangelejr, hvor han sammen med sine mænd må kæmpe mod sult, sygdom og de japanske officerers grusomheder.
Da krigen er forbi, bliver der lavet en dokumentation over begivenhederne, der gør Dorrigo berømt og får ham til at blive betragtet som krigshelt. Han kan dog selv på ingen måde se sig selv som helt, da han er plaget af skyldfølelse over at have truffet en række voldsomme valg som leder af sin enhed.
Perspektivet skifter desuden ofte til de andre krigsfanger, der ligeledes må holde til en del smerte og nød, mens de arbejder slavisk på Dødens Jernbane. Flere perspektivskift viser desuden gerningsmændenes tanker under og efter krigen, hvilket forvirrer læseren, da selv disse grusomme forbrydere viser sig som mennesker, der ikke gør andet, end det, der forlanges af dem. Der leges altså med det klassiske gerningsmand-offer-forhold, og de to roller sløres, indtil man opfatter gerningsmand som offer og offer som gerningsmand. Andre temaer i bogen er krigens effekter på menneskeliv, skyldfølelse, død, tab og kærlighed.
Jeg har læst denne bog til min undervisning, og det er måske ikke en, jeg selv ville have valgt. Men jeg synes, at det er en interessant oplevelse at læse en krigsroman fra et nyt perspektiv. Desuden er kultursammenstødet mellem australiere og japanere et meget spændende element i romanen, da japanerne, der her er gerningsmændene, har værdier, der adskiller sig meget fra australiernes. Japanerne betragter nemlig deres kejser som en slags gud, hvilket gør, at de ikke sætter spørgsmålstegn ved deres ordrer. Desuden opfatter de det som æreløst ikke at begå selvmord, før man bliver taget som krigsfange, og de nærer derfor ingen respekt for de australske fanger. Det hyppige perspektivskift bliver derfor til et rigtig effektivt redskab, fordi det forklarer baggrundene for karakterernes handlen.
Bogen kan nogle steder virke lidt uoverskuelig, fordi der er en del flashbacks, så hovedpersonen Dorrigo nogle gange er meget ung, mens han andre gange er en gammel mand. Desuden laver Flanagan ingen anførselstegn omkring replikker, så det sagte og det tænkte ofte flyder sammen under læsningen, og det nogle gange ikke er helt tydeligt, hvornår der faktisk er nogen, der taler. Men den stadige forvirring har for mig egentlig bare gjort bogen endnu mere spændende, også fordi der hele tiden bliver ved med at dukke elementer op, hvis betydning man først får forklaret hen mod slutningen, hvor alting pludselig begynder at hænge sammen.
Der skal ikke lægges skjul på, at romanen indeholder forfærdelig grusomme passager, der kan være meget grænseoverskridende, og det er ikke er en bog for de helt sarte. Jeg vil alligevel mene, at det er en bog, som man burde læse, fordi al volden og smerten grunder i en sandhed, og jeg selv følte, at jeg lærte noget om livet, mens jeg læste den. Fremstillingen af karaktererne er virkelig god, og man kommer ofte i konflikt med sig selv, fordi man er i stand til at føle empati for alle karakterer — også gerningsmændene.
Jeg kan ikke give bogen fem stjerner, fordi der var alligevel nogle passager, der bare var for langtrukne og kedelige, hvilket gjorde, at jeg nogle gange mistede interessen for en kort stund (hvilket er en skam, når emnet ellers er så spændende), men fire stjerner fortjener den helt bestemt.
Lån bogen på bibliotek.dk
Lån den danske udgave på bibliotek.dk