De har bevæget de danske læsere gennem flere år, og nu er de nomineret til Nordisk Råds litteraturpris 2024.

13 romaner, digtsamlinger og beretninger er nomineret til Nordisk Råds litteraturpris 2024. Listen over årets nominerede viser et stærkt skønlitterært felt, som spænder over hele Norden. Prisen er blevet uddelt siden 1962.

Nordisk Råds litteraturpris gives til et værk, som er skrevet på et af de nordiske sprog, og som lever op til høje litterære og kunstneriske krav. Det er de nationale medlemmer i bedømmelseskomitéen, der har nomineret værkerne til Nordisk Råds litteraturpris 2024.

I motivationen af Helle Helle lyder det bl.a:
– Helle Helles forfatterskab bliver ved med at udvide sig og være i bevægelse. Ind i busser, op på trappetrin, ud i skoven, hen over marker, ovenpå tankstationer. I Hafni fortæller udstikker hun en ny retning. Her tager Helle Helle os med på en smørrebrødsrejse ned igennem Danmark.

– Helle Helle har for længst bevist, at hendes forfatterskab ikke kan fejes af banen i en bisætning. Flere af hendes romaner står allerede som hovedværker i dansk litteratur. Hafni fortæller er ingen undtagelse.

I motivationen af Theis Ørntoft lyder det bl.a:
–  I Jordisk er byrden og besværet fordelt på flere personer. Misantropien bliver heller ikke så eklatant som hos fx Bret Easton Ellis eller Michel Houellebecq, for interessen for de personer, vi møder, forbliver oprigtig omend ofte udsigtsløs. Noget i romanen, dens blik på personerne, insisterer på trods af lammelsen og den deraf illusionsløse prosa på at beskrive dem som mennesker og ikke kun figurer. Heri ligger måske det eneste håb: At Jordisk faktisk er interesseret i de personer, der fortælles om, også selvom de muligvis kun er interesseret i sig selv og det sug, som universet til stadighed lader sig udfolde i dem.

Vinderen af Nordisk Råds litteraturpris 2024 afsløres til efteråret i forbindelse med Nordisk Råds session i Reykjavik, Island. Vinderen modtager prisstatuetten “Nordlys” og 300.000 danske kroner.

De nominerede fra Danmark er:
Hafni fortæller af Helle Helle – Gutkind Forlag, 2023.
Jordisk af Theis Ørntoft – Gyldendal, 2023.

De nominerede fra Finland er:
Vill du kyssa en rebell? af Eva-Stina Byggmästar – Schildts & Söderströms, 2023.
101 tapaa tappaa aviomies. Menetelmällinen murhamysteeri
af Laura Lindstedt & Sinikka Vuola – Siltala, 2022

Den nominerede fra Færøerne er:
Lívfrøðiliga samansetingin í einum dropa av havvatni minnir um blóðið í mínum æðrum af Kim Simonsen – Verksmiðjan, 2023.

De nominerede fra Island er:
Jarðsetning af Anna María Bogadóttir – Angústúra, 2022.
Tól af Kristín Eiríksdóttir – Forlagið, 2022.

De nominerede fra Norge er:
Fars rygg af Niels Fredrik Dahl – Forlaget Oktober, 2023.
Jeg plystrer i den mørke vinden af Maria Navarro Skaranger – Forlaget Oktober, 2023.

Den nominerede fra det samiske sprogområde er:
Leŋges hearggi Sáhčal fatnasa af Fredrik Prost – DAT, 2023.

De nominerede fra Sverige er:
Minnen från glömskans städer af Gunnar Harding – Wahlström & Widstrand, 2023.
Nollamorfa af Johan Jönson – Albert Bonniers förlag, 2023.

Den nominerede fra Åland er:
För att ta sig ur en rivström måste man röra sig i sidled af Mikaela Nyman – Ellips förlag, 2023.

 

Om Nordisk Råds litteraturpris
Nordisk Råds litteraturpris er siden 1962 blevet uddelt til et skønlitterært værk skrevet på et af de nordiske sprog. Det kan være en roman, et drama, en digtsamling, en novellesamling eller en essaysamling, som opfylder høje litterære og kunstneriske krav.

Formålet med Nordisk Råds fem priser er at øge interessen for det nordiske kulturfællesskab og det nordiske miljøsamarbejde, samtidigt med at anerkende fremtrædende kunstneriske og miljømæssige indsatser.

Foto: Sara Galbiati (Theis Ørntoft), Mikkel Carl (Helle Helle)