Thomas Gravgaard: Hjem til fodbold

Er du klar? Du er faktisk nødt til at være mere end klar, før du åbner en øl og sætter dig ned og læser denne bog. Det skal planlægges. En øl er bedst. Det gør heller ikke noget, hvis der er en relevant fodboldkamp på tv. Men faktisk helst ikke én af de store kampe. Kan du finde et opgør mellem Leeds United og Millwall eller Brighton fra den næstbedste engelske række, så har du gjort det bedste, du kan for at skabe de optimale rammer for at nyde denne bog.

Thomas Gravgaard skal du først og fremmest forstå. Forstår du ham ikke, og er du ligeglad med hans rødder, hans finurligheder, hans passion, så skal du ikke åbne bogen. Du vil stadig kunne få meget ud af den, og som ren læsenydelse vil du næppe få en bedre oplevelse i resten af 2017. Men indholdet? Baggrunden? Selve substansen og emnet for hele fortællingen? Det ligger i at forstå forfatteren.

Jeg er selv vokset op med den samme slags passion for engelsk fodbold, som Thomas Gravgaard har. Det var en barndom med en evig higen efter lørdag klokken 16, når DR eller svensk tv lukkede op for engelsk fodbold. Jeg så sjældent en hel kamp. Jeg kunne simpelthen ikke holde bagdelen i sofaen. Og det kunne de andre i baggården heller ikke. Heldigvis. Vi mødtes altid i pausen og begyndte selv at spille bold – nøjagtigt som vores helte fra skærmen … næsten.

Men Gravgaard gik skridtet videre. Og det er det, hans ”Hjem til fodbold” handler om. Allerede i en ung alder kastede han sig ind i fly og begav sig til Storbritannien for at være helt tæt på sin elskede fodbold – til London, Northumberland, Skotland. Hans hjerte landede i Newcastle – mest fordi de både fra nord og fra syd er lidt outsidere. Thomas faldt for underdog’en.

Mere end 60 gange er Gravgaard draget mod de Britiske Øer for at se fodbold – nogle gange alene men ofte med gode venner. Fodboldkommentatorens fascination bunder i en flugt fra et liv, der mangler netop det uforklarlige, som turene kan give ham. Og det er her, det bliver lidt underligt for mig. Jeg forstår det. Jeg ved, hvor det kommer fra. Men jeg har i nogle af beretningerne svært ved at afkode og måske endda acceptere det, han føler, han får ud af det.

Men der, hvor jeg jubler og smiler og i enkelte tilfælde endog føler, at jeg snuser til en nærmest ekstatisk følelse, er, når jeg hører hans stemme. For det gør jeg. Jeg læser ikke hans ord. Jeg kan høre ham. Og denne bog er skrevet så smukt, at ordene flyder fra hans tanker ud gennem hans mund, ned i hånden, ud på papiret, ind i mine øjne og direkte ind i øregangene som den sødeste musik, jeg længe har hørt. Det er ikke lyrik. Det er bare prosa på et meget højt niveau. Og så er det ikke forceret. Det er naturligt. Det er det, han kan. Så det er det, han gør. Og jeg nyder det.

Er jeg blevet klogere, efter jeg har læst denne bog? Ja, klogere på Gravgaard – og også lidt på mig selv, der kunne have gået samme vej men valgte en anden. Og så har jeg nydt, hvordan denne slags fortællinger også kan formidles. Jeg vil med sikkerhed kigge efter hans næste bog – og ja, emnet er ligegyldigt, så længe han skriver sådan her.

Hjem til fodbold, Thomas Gravgaard, People’s Press, 250 sider, Januar 2017