Fredag kl. 16 blev spændingen udløst på Vejle Bibliotek, da det seneste års to mest talentfulde yngre forfatterdebutanter modtog den store debutantpris, Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat på 2 x 50.000 kr.
Seks spændende unge forfattere var shortlistet til prisen, som denne gang gik til Glenn Bech for den autofiktive roman Farskibet og Maria Hesselager for den historiske roman Jeg hedder Folkví. Begge bøger har ifølge juryen udmærket sig blandt alle årets 46 indstillede debutværker.
Monster Ink
Den første prisvinder, Glenn Bech (f. 1991) er født i Horsens, uddannet psykolog fra Aarhus Universitet og blev færdig på Forfatterskolen i 2019. Udover at skrive driver han en psykologpraksis i København og arbejder jævnligt som skriveunderviser på diverse forlag og kunstskoler. I sin autofiktive og originale debutroman Farskibet, som udkom i januar i år, beskriver han et faderopgør og en opvækst i det smertelige fravær af en far, der begik selvmord.
I sin tale til Glenn Bech startede jurymedlem, forfatter og anmelder Lars Bukdahl med at beskrive, hvordan størrelsen betyder noget, også inden for litteraturen. “Thi det ligner en regel med Helle Helle som næsten eneste undtagelse, at en bestseller er en bog, der er ordentlig tyk”, fortalte han og beskrev så Glenn Bechs bog med disse ord: “En sjælden gang imidlertid gør tykheden kunstnerisk forskel, fordi de mange, mange, mange sider muliggør en særlig generøs og massiv, myldrende og kompleks måde at være værk på, bogen kan give sig selv lov til at være – med et af mine yndlingsord – monstrøs. […] Og bogen er mindst lige god, som den er tyk! Juryen er med andre ord ikke bare imponeret og overvældet, men decideret forpustet af læselykke.”
“Farskibet ikke kun en far-søn-roman,” forklarede Lars Bukdahl. “Farskibet er også en stedfædre-søn-roman og en mor-søn-roman og en brødre-roman og en coming out-roman med meget mere, herunder en autofiktiv roman, da hovedpersonen med al ønskelig tydelighed hedder Glenn, Men det er, som om monstrøsiteten, selvom den ophvirvler langt mere detaljerige og inderlige, ja, patetiske, bekendelser end gennemsnits-autofiktionen, ligegyldiggør al nyfigen interesse for den ægte, uforfalskede virkelighed, netop fordi den virkelighed, også og især som markeret subjektiv virkelighed, taler med så mange stemmer.”
Nyfortolkning af den historiske roman
Den anden prisvinder Maria Hesselager (f. 1984) har studeret litteraturvidenskab ved Københavns Universitet, gået på Forfatterskolen, undervist på skrivelinjer på højskoler og Holstebro Talentakademis forfatterlinje og så laver hun kunstteater. Hun debuterede i april i år med romanen Jeg hedder Folkví – en fortælling om grænseløs søskendekærlighed og de tab, valg og hændelser, der former et menneskeliv sat i en fri fortolkning af vikingetiden.
I sin motivationstale til debutanten beskrev jurymedlem og littteraturprofessor Anne-Marie Mai bl.a. romanen med disse ord: “Jeg hedder Folkví er faktisk slet ikke nogen historisk roman i gængs forstand. Den forsøger ikke at skildre betydelige personligheder og sociale forhold i en tidligere tidsalder med realistiske detaljer og nogenlunde troskab over for historiske forhold. Romanen er slet og ret en roman, en god og spændende fortælling om en ung kvinde og hendes familie.”
“Det tager tid at læse den lille roman og holde sin orientering, for man kan ikke undgå at opholde sig ved det fine sprog og hele den mytiske stemning, som forfatteren kalder frem,” forklarede Anne-Marie Mai. “Hesselager får figurerne til at blive til for læserens øjne som handlende karakterer på kanten mellem myte og liv.”
Hun sluttede af med at konstatere, at “det er løfterigt, når en ny prosaist binder an med et historisk og mytisk stof, gør noget så uventet, som at skrive om den ellers så fortærskede vikingetid på en måde, der får de gamle norrøne myter til at leve og træde frem af deres skyggerige med skæbnetro og vilde syner.” Og heldigvis har en større verden også fået øje på Maria Hesseldals fremragende debut. Bogen er allerede solgt til udgivelse på engelsk.
Fakta om Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat
- Legatet blev stiftet efter Vejles landskendte og estimerede boghandlerpar Bodil og Jørgen Munch-Christensen.
- Prisen uddeles én gang årligt: Til en yngre dansk forfatter, der har haft en lovende debut.
- Prisen blev uddelt første gang i 2006. Den er på 2 x 50.000 kr. og dermed er legaterne Danmarks største debutantpris.
- Prisen er tidligere blevet uddelt til bl.a. Amalie Smith, Kim Leine, Lone Aburas, Theis Ørntoft, Stine Pilgaard, Hassan Preisler, Henriette E. Møller, Asta Olivia Nordenhof, Yahya Hassan Jonas Eika og Caspar Eric.
- Forlagene indstiller deres kandidater til prisen, og juryen udvælger 2 forfattere, der har haft deres debut inden for det seneste år.
Juryen består af litteraturprofessor Anne-Marie Mai, litteraturkritiker Lars Bukdahl, fondsbestyrer Mogens Thyssen, chefredaktør for Litteratursiden.dk Lise Vandborg og bibliotekar Else Zakarias og tidl. bibliotekar Joan Høeg fra Vejle Bibliotekerne.