Big Data, kundesegmentering og læsekultur i forandring. Et essay i forlængelse af ikkejubilæumsbogen om Gyldendal.

I 1994 udkom en rapport, der fortalte om en skelsættende udvikling for bogbranchen – og som siden bliver mere og mere tydelig og sætter branchen under pres med større og større kraft. Rapporten hed ‘Bogens fremtider i Danmark’, og den er kort omtalt i Pernille Steensgaards bog om Gyldendal, ‘Selveste Gyldendal – en historie’, som vi anmeldte i går.

Rapporten optræder ved indgangen til den sidste del af ikkejubilæumsbogen, hvor udviklingen i læsekulturen fylder mere. Det nedslående budskab følger læseren resten af bogen:

Læsning og det hektiske liv i hamsterhjulet lever i et disharmonisk forhold – læsning var ”en betydelig tidsinvestering”, og ”tidsbudgettet” var fattigt. Økonomsproget i rapporten risler ned ad ryggen. Derfor var ”substitionsviljen” hos unge mennesker stor, eftersom der eksisterede andre måder at underholde sig på – dengang tv og radio; i dag mange, mange flere.

Konkurrencen om gunst og opmærksomhed er blevet hårdere.

 

Alt fast og solidt fordufter

Har man malet sig op i det pessimistiske hjørne, vrisser man over, at det i dag ikke længere er flovt ikke at have et forhold til litteraturens klassikere, danske som udenlandske. Er man nøgtern, kan man konstatere det, og det var, hvad Gyldendals direktør Morten Hesseldahl gjorde ved et debatarrangement om bogbranchens fremtid sidste efterår.  

Sagen er dog langt større end kendskabet til Mann, Pontoppidan, Joyce, og hvad de alle sammen hedder. Der hersker ikke længere enighed om, hvad der udgør god og interessant litteratur, end ikke uartikuleret.

Behovet for forlagene til at kunne skue ind i læsernes hoveder er derfor større, end det nogensinde har været. Forlagene må komme folk i møde, god litteratur sælger i mindre grad end nogensinde sig selv.

Skal man appellere til dem, der har forladt bøgerne, må man se, hvad dem, der stadig læser, så kaster sig over. – Lidt ligesom at navigere ved hjælp af bakspejlet, når man suser på motorvejen.

 

Det rigtige tidspunkt?

Gyldendal stjæler idéer og koncepter med arme og ben, når krisen begynder at kradse, kan man læse sig til i Pernille Steensgaards ikkejubilæumsbog. 

Man håber at køre konkurrenten ud på et sidespor, nu man gør det meget bedre, end de gør. Og i øvrigt har mere street credit og større marketingsbudget end dem. En velkendt strategi for større virksomheder med planer om at overleve næste regnskab.

I gårsdagens anmeldelse var historien om, at Gyldendal kom sent til den store læsermagnet efter årtusindskiftet og stadig skvulper rundt på krimibølgen, selv om man gør sit bedste. Eksemplerne er andre her:

I ‘Selveste Gyldendal’ er hovedsporet i fortællingen lagt på tiden fra 30´erne og frem, dog med sideblik til tidligere perioder i forlagets historie. Tematiske er disse, og de skal vise, at de samme temaer, fejltagelser og succeser går igen, uanset hvem der står ved roret.

Det allersidste historiske tilbageblik handler om, hvordan legendariske Peter Nansen fik udkonkurreret datidens store konkurrent til Gyldendal, Det Nordiske Forlag, ved at kopiere deres succesbøger. Gyldendal skulle nu også omfavne de unge, og det gjorde man med succes. I 1903 kunne man opsluge (undskyld: fusionere med) den uskadeliggjorte opkomling. 

Det er næppe sandsynligt, at Gyldendal overtager Clio Online (den svenske mediegigant Bonnier sidder på 60 % af aktierne), men deres koncept har man snuppet. Siden 2006 har Clio Online produceret digitalt undervisningsmateriale til folkeskoler, et koncept, man i den grad har kopieret i Klareboderne, selv om man i flere år var loren ved idéen: Vi trykker da rigtige bøger!

Da skolerne i stigende grad fik øjnene op for de digitale læringsportaler på bekostning af de trykte bøger, var der ingen vej udenom: Forlagets betydelige tyngde blev sat ind på at udvikle en portal med højere kvalitet og mere indhold end konkurrentens.

 

Plejer lever

Den allerseneste nyudvikling nåede ikke med i ‘Selveste Gyldendal’: Forlaget nærer ambition om at blive Danmarks største lydbogsforlag. Ønsket er letforståeligt, for lydbogen gnaver sig mere og mere ind på den trykte bogs domæne – og især er udviklingen i lydbogens favør blevet tydelig her under coronakrisen, hvor den sætter sig tungt.

De tre andre store danske forlag – Lindhardt & Ringhof ejer lydbogsforlag Saga, JP/Politikens Hus ejer både Politikens Forlag og Saxo, der har et streamingabonnement, og Storytel ejer People´sPress – har allerede flere års tung erfaring med lydbøger, så det er på ingen måde overraskende, at Gyldendal også vil nå danskernes ører. Man ventede bare på, hvornår det ville ske.

Da lydbogssatsningen blev breaket i MediaWatch i søndags, hed det i manchetten, at satsningen blandt andet skal ”skabes på baggrund af brugerdata.” Altså: man udgiver, hvad folk har lyst til at lytte til – i gamle, analoge dage hed en sådan øvelse en definerende meningsmåling.

Bliver lydbogen en succes, kan den efterfølgende udkomme som trykt bog – konceptet giver mindelser om Mofibo/Storytels Originals, men lad nu det ligge.

Man kan fint forestille sig, at forholdet også går den anden vej: At lydbogstjenesten giver Gyldendal en hel masse brugbar kundeinformation om lytternes gøren og laden og dermed – med efterfølgende tolkning – deres litteraturpræferencer. Hvad de ønsker at bruge deres penge på.

Disse Big Data, for det er det, det handler om, har de tre andre store for længst fået adgang til, mens Gyldendal ikke rigtig har endnu.

Det er værdifulde oplysninger, de hæger om og ikke deler med andre. Og som de sandsynligvis skeler kraftigt til, når de søsætter nye bog- og lydbogssatsninger. 

 

P.S.: Man kan mene, at Gyldendal i mange år har haft adgang til en analog pendant til de digitale Big Data i form af alle bogklubberne. Her kunne man nøje følge, hvad kunderne bestilte hjem, og med interesse kunne man læse, hvad de ønskede, når de skrev til bogklubben. Men det er en anden historie.

 

Foto: iStock/Getty Images.