Den finlandssvenske forfatter Tove Jansson (1914-2001) siger måske ikke danskere læsere så meget – medmindre man nævner hendes internationalt set allermest kendte værker, nemlig historierne om Mumitroldene (som jeg i øvrigt var bange for som …

Den finlandssvenske forfatter Tove Jansson (1914-2001) siger måske ikke danskere læsere så meget – medmindre man nævner hendes internationalt set allermest kendte værker, nemlig historierne om Mumitroldene (som jeg i øvrigt var bange for som barn). Hun var dog også en stor voksenforfatter, og Gyldendal har nu udgivet en stribe af hendes værker på dansk – herunder altså novellesamlingen Dukkehuset fra 1970, som ikke tidligere har været udgivet på dansk.

I Dukkehuset møder vi i 12 noveller mennesker, der forkrøbles under deres egen passion. De brænder for noget – drømmen om at rejse, at bygge et dukkehus, en rolle i et skuespil – men for at nå deres mål sælger de ud af deres medmenneskelighed og svigter deres nærmeste. Det er korte, koncist fortalte noveller, hvor mennesker bevæger sig ud og ind af en hverdag på randen af deres drømme.

Dukkehuset viser, at Tove Jansson var meget mere end bare ”mumimor”, og at hun mestrer novelleformen hvor en enkelt sætning kan indeholde en hel livshistorie og hvor personer træder ind på scenen i et øjebliksbillede, der på en vis kun er et enkelt nedslag i deres liv, og på samme tid siger alt om deres karakter og skæbne. Det er glimrende noveller, og det er skønt at de nu findes på dansk.

Novellesamlingen er som de øvrige nye Jansson-oversættelser fra Gyldendal utrolig fine at se på, holdt i pastelfarve på omslag og sidekant, der både skjuler hvad indholdet egentlig er, og samtidig på fineste vis understreger novellernes sjæl.

Tove Jansson: Dukkehuset. 213 sider, Gyldendal. Oversat af Agnete Dorph Stjernfelt, udkom 17. juni 2020