Shhhyyyy… Tag en dyb indånding. Mærk, hvordan julepanikken forplanter sig ud til de bittesmå afkroge af jeres boglige væsen. Panikken, ja. I har haft mareridt, ikke? Angstfyldte drømme om Litterona, der breder sig som en steppebrand? Slår alle bøger ihjel! I er nervøse. Træk vejret og luk øjnene. Hov. Kom med og se. De fineste bogfolk står og diskuterer. ”Nej, det ER altså børnebøgerne, der bærer smitten! De går fra hånd til hånd i et hurtigere tempo!” siger en kvinde højtrystet. ”Det er ikke nok at binde bøgerne ind! De skal fuldstændig isoleres” supplerer en anden. Mærk historien. Fornem de svære dilemmaer. Læn dig tilbage og gør dig klar til at modtage historien. Så… nu er du klar til tredje afsnit af BogMarkedets adventskalender.
Det var søndag d.12. december, og vejret afspejlede humøret i den kriseramte bogbranche. I den foregående uge havde mange boghandlere lukket deres butikker. Store menneskemængder havde protesteret udenfor.
”Giv os pengene tilbage!” havde de råbt om deres nyindkøbte bøger.
”Jeg havde IKKE bestilt SALT af Jesus Aller Olsen! Pengene retur, I møgsvin!”
Mange forfattere havde isoleret sig, og flere forlag havde allerede drejet nøglen om.
Efter Jens havde fundet Holbergs bog på internettet sidste søndag, havde han ringet til Sofia Heilmann. Hun havde taget telefonen med det samme, og han havde forklaret hende alt om Litterona og Holberg.
”I notesbogen stod der altså, at Litterona er en meget sjælden bogsygdom, som gør teksten rodet, og til sidst falder bogstaverne ud?! Jamen, hvornår gør de det?” havde Sofia sagt med panik i stemmen og fortsatte: ”Og de smitter ved direkte kontakt mellem bøgerne, Jens?” Hun holdt en kort pause. ”Så var det derfor, at det kun var min bogkasse fra BogForum, der var smittet, og ikke den anden hjemme!”
Jens bekræftede Sofias antagelse og gruede for hendes næste spørgsmål.
”Men hvad så nu?” Der var stille imellem dem. ”Hvad skriver Holberg? Hvad er behandlingen?” fortsatte hun.
”Ja, altså… Det…” Jens tav. Han kunne næsten ikke få ordene frem.
Jens var en meget jordbunden mand fra Vestjylland, som ikke troede på hvad som helst. Og dét her, det var lige en tand for eventyrligt. Samtidig vidste han, at det var det eneste spor. Litterona var kun beskrevet ét sted i litteraturen, nemlig i Holbergs bog.
”Ja, altså tiden var jo en anden. Man troede jo ikke rigtig på videnskaben den gang, vel Sofia…” startede Jens.
”Men der står altså: Behandling: Der hersker en særlig forbindelse imellem forfatter og værk, der ikke kan ignoreres i kampen mod Litteronaen. En særlig forfatterånd, der er så stærk, at den kan hidkalde de faldne ord og på magisk vis sætte dem på plads igen.”
Han rømmede sig. ”Såfremt man vil sygdommen til livs, må forfatteren finde stedet, hvor forfatterånden er allerstærkest. Stedet, hvor pligt er lov. Ved håndspålæggelse vil bogen, og dertilhørende smittede eksemplarer, blive helbredt.”
KLIIR! Jens kunne høre, at Sofia tabte noget på gulvet.
”Wow! Wow! Wow! Forbindelse mellem forfatter og værk? Forfatterånd? Håndspålæggelse?” udbrød Sofia, og Jens kunne høre hende samle glas op fra gulvet.
”Ja, jeg ved det. Det er noget værre sludder,” sagde Jens og rystede på hovedet. Hvor dum kan jeg være?
Der blev stille i den anden ende.
”Jens… Vi er da nødt til at prøve det, ikke? Hvis det er nøglen, der kan redde hele bogbranchen? Jeg kan være testperson! Min bog og jeg,” fortsatte Sofia.
Jens tav og kiggede ud ad vinduet.
På torvet stod et pigekor med nissehuer på. Der var stillet mikrofoner og højtalere op. En menneskemængde stod foran dem og ventede forventningsfuldt. Jens kunne ikke høre deres sang, og det virkede nu også til, at der var opstået forvirring. Der blev hvisket, peget og kigget med alvorlige miner i sangbøgerne.
Det ligner da… Højskolesangbogen! Han fik en klump i halsen.
”Selvfølgelig, Sofia. Vi må i det mindste gøre et forsøg,” sukkede han.
”Yes! Vi skal bare… vi skal bare… finde stedet, hvor pligt er lov? Og hvor forfatterånden er størst?”
Jens sukkede. ”Ja, det skal vi bare.”
Tre dage senere sad de i Sofias lejlighed i Aarhus. Klokken nærmede sig midnat. I stuen stod flere papkasser, notater og stakkevis af Sofias bog, Jeg gik en lang tur en søndag formiddag. Med undtagelse af, at den hed alt muligt andet på de mange eksemplarer på stuegulvet.
Jens lod sig falde ned i lænestolen med et suk. TV’et kørte lydløst i baggrunden med billeder af pressekonferencer, litterære ekspertpaneler og protester rundt omkring i Danmark.
”Hvor er dit bedste skrivested, Sofia? Det må jo være dér, din forfatterånd er størst og dér, hvor håndspålæggelsen skal ske,” spurgte Jens, da han ankom til Aarhus tre dage forinden.
Efterfølgende havde de været rundt på caféer, biblioteker og tilmed hendes mormors sommerhus. Hun havde lukket sine øjne og lagt sin hånd på bogen alle steder. I flere minutter havde de stået og kigget på bogen, forsøgt igen, holdt hånden inde i bogen, udenpå, med Jens uden for døren… men der skete ingenting. Bogen var stadig lige tosset.
Jens fnøs. Håndspålæggelse. Hvad regner du med, Jens? Han rystede på hovedet og kiggede på Sofia, der lå på sofaen med halvåben mund i sit nattøj og badekåbe.
Han trak lidt på smilebåndet. De havde lært hinanden godt at kende i løbet af de seneste tre dage. Hun kunne have været hans datter, men Jens havde aldrig nærmet sig det modsatte køn.
Hun var 25 år, læste filosofi og gik meget op i klima og bæredygtighed. Noget som Jens ikke bekymrede sig synderligt om, men når Sofia fortalte, så kunne han ikke undgå at bemærke den gnist, der sprang frem fra hendes øjne. Hun var passioneret, og det kunne han godt lide.
Han rejste sig op og gik ud i køkkenet efter et glas vand. Da han kom tilbage, sad Sofia op i sofaen og gned sig i øjnene. Hendes lyse hår var uglet og ansigtet fortrak sig i en anstrengt mine.
”Håndspålæggelsen… altså…” Sofia holdt inde i et stort gab. ”Undskyld. Altså, hvis man rører én bog, så bliver alle ens bøger helbredt og også de bøger, som er i samme smittekæde? Altså, f.eks. bliver biblioteket i Hadsten også helbredt, fordi min bog også ligger dér og har smittet alle de andre? Er det rigtig forstået?” spurgte hun og satte sit hår op i en knold.
”Ja, det tror jeg,” sagde Jens og satte sig tilbage i lænestolen.
”Jamen, den skide forfatterånd… og ’stedet, hvor pligt er lov?’ Hvad er det for noget volapyk!” Sofia foldede armene og lænede sig tilbage i sofaen.
Jens havde ingen trøstende ord at give af. Hans hoved var fyldt op med tanker, og frustrationen begyndte at overmande ham. Alene dét at være i Aarhus i en fremmed piges lejlighed var grænseoverskridende. Men at stå over for, at hele hans livsgrundlag var ved at gå i småstykker, var en ubærlig tanke.
Han havde ikke været i kirke i dag. Det var første gang i mange år. Han ville ikke udsætte sig selv for den tortur, han oplevede sidste søndag, hvor præsten ikke kunne læse Juleevangeliet op. Biblen, der var fundamentet for megen af hans gøren og laden i livet, var blevet lavet om til ”Boblen,” og de højtelskede tekster var skamferet.
”Åh nej. Jens!!” udbrød Sofia og kiggede med rædsel frem for sig. Hun stod med én af sine bøger.
Jens rejste sig op og gispede. Nej nej nej!
Som små regndråber på en rude lød det, da bittesmå bogstaver fra bogen ramte det hårde trægulv.
Tiden var ved at rinde ud. Jens begravede ansigtet i sine hænder. Det blev for meget for den halvgamle bibliotekar. Nu var der snart ingen vej tilbage.
Neeeej! Jens, for hulan! Du har travlt. Hvor er forfatterånden størst? Og hvor er pligt lov? Ja, hvad er det i grunden for noget sludder, som ham Holberg fablede om? Læs med i sidste afsnit af BogMarkedets adventskalender næste søndag.
Fik du ikke læst de første afsnit eller har du brug for at læse det igen, kan du finde det lige her:
