Trofæ

Selv om plottet på alle måder er usandsynligt, utroværdigt og virkelig langt ude, er det på en eller anden måde okay alligevel. “Trofæ” er en krimi og en spændingsroman, og så må det godt være lidt langt ude. Det er vel egentlig det jeg forventer af genren. Elisabeth Caspersen er den grotesk rige arving til […]

Elisabeth Caspersen er den grotesk rige arving til et dansk industriimperium. Hun finder en amatørfilm i sin afdøde fars pengeskab. Filmen viser en menneskejagt et sted i verden, og en af jægerne ligner alt for meget hendes far. Elisabeth Caspersen hyrer derfor den eksklusive privatdetektiv Michael Sander, til at undersøge sagen.

Samtidig hænger en højt dekoreret eks-soldat sig i sin have, morgenen efter hans bryllup. Men han har hænderne lænket med håndjern, og politikommissær Lene Jensen tilkaldes.

Michael Sander og Lene Jensens respektive sager griber ind i hinanden, og de to enspændere (selvfølgelig) må arbejde sammen om at løse sagen om menneskejægerne.

Steffen Jacobsen tager sig god tid til at folde historien ud, og jo længere vi kommer ind i den, jo mere vanvittig bliver den – altså, på den der spændingsromansfede måde, hvor alt er muligt. Steffen Jacobsen skriver godt, uden at være nobelprismateriale. Men han er en god historiefortæller, og det er vel det der tæller i denne genre. Så gør det knap så meget, at “Trofæ” er forudsigelig, for det er spændingsromaner jo som regel. De onde er virkelig onde, og de gode vinder altid. Alligevel lykkes det forfatteren at holde en lille nagende tvivl i live. Det er et eller andet der ikke stemmer, noget der ikke giver mening, uden at jeg som læser kan sætte fingeren på hvad der er galt. Der er bare noget. Derfor er det befriende at kunne klaske sig selv på panden efter bogens sidste sider, med et “ja, selvfølgelig”.

“Trofæ” er ikke stor litteratur, men det er god underholdning. Måske lidt for grafisk nogle steder, med detaljer jeg godt kunne have undværet. Men ikke desto mindre underholdende.