Tua Forsström: En aften i oktober roede jeg ud på søen & optegnelser

“Skyerne gråden og tågen Vanessa/ Løber vand langs kinderne halsen/ Græder til gråden holder op med at græde.”

Det vidunderlige ved den gode lyrik er, at den kan sætte præcise ord på følelser og stemninger, som vi kan genkende, men har svært ved at udtrykke. Det er netop det den anerkendte og prisbelønnede finsksvenske digter, Tua Forsström gør i hendes seneste digtsamling. Selv definerer Forsström et digt som “det, man ikke kan sige på nogen anden måde.”

I “En aften i oktober roede jeg ude på søen & Optegnelser” sætter Forsström ord på den ubeskrivelige tragedie – at miste et barnebarn. I 2015 døede hendes 9-årige barnebarn Vanessa af leukæmi, og den overstigelige sorg gjorde, at forfatteren mistede sit sprog. For ikke engang ord kunne beskrive den uhyggelige og livsomvæltning det er, at miste et barn til døden. Men ud af sorgen voksede nærværende værk, der samler forfatterens seneste to digtsamlinger “En aften i oktober roede jeg ud på søen” og “Optegnelser”.

Virtuost sætter Forsström ord på det ubærlige tab i række vemodige, sanselige digte, der fører optegnelser over sorgen. Selvom emnet er tungt er digtene forbløffende lette og sanselige, og i al deres sorgfuldhed emmer de af skønhed samtidig med, at de får fat i sorgens kerne: gråden, savnet, minderne, følelserne, afmagten, helingen. I en genial blanding af de indtryk, overvejelser og sansninger, der hver dag skaber jegets hele, formes digtsamlingen til en nuanceret og poetisk sorgprisme. Essayistiske refleksioner over digtene som litterær udtryksform, linjer fra en melodi, impulser, hændelser og erindringer skaber genkendelse og gør digtsamlingen vedkommende og intenst gribende.

“Tro ikke at jeg klandrer dig, Emerson. Lige efter/ din drengs død skrev du om alt hvad han rørte ved./ Morgenen efter, sønderknust, ved solopgang da/ hanerne begyndte at larme. Nu siger jeg allerede:/ det var det år Vanessa døde”. Alligevel blev jeg forbløffet over/ hvad du mener at sorgen har lært dig. “Jeg kan ikke komme/ det nærmere.” Efterfølgende næver du ikke din dreng/ men skriver kun om ham.”

Jeg holder af den ærlighed, den vrede, den indignation, den afmagt og den store sorg, som Forsström virtuost hæver til gribende og vedkommende poesi. Bogen bliver på forunderlig vis til en helle, til et fredet rum, hvor alle sorgens følelser må og kan komme til udtryk. Så hvis man har brug for en stund i sorgens rum, så træd endelig ind i Forsströms værk. Her bliver alle følelser hilst velkommen. Og der sættes ord på, det, der ikke kan siges på nogen anden måde.

Tua Forsström: En aften i oktober roede jeg ud på søen & Optegnelser, Forlaget Arabesk, 23. april 2020, 96 sider. Oversat af Maja Lucas og Kamilla Löfström.