Opsang til politikerne om at tage ved lære af krisen og hente det livsnære Danmark frem igen – ikke mindst til gavn for boghandlere rundt i landet.

”Tarm er død,” siger en anonym mand til journalist Egon Clausen i dennes fortrinlige rejsebog ‘Fodrejse ad tilgroede spor’ (2010). Vandreturen registrerer afmatningen af urbancivilisation i området nord for Esbjerg og syd for Ringkøbing – et casestudy af livet i Den rådne Banan.

Rejsens endemål er Tarm, engang en driftig by med gymnasium og tekniske skoler, hospital, alskens butikker, apotek og succesrigt erhvervsliv. Storhedstiden varede et århundrede og lidt til. Lærere og læger og ansatte i storkommunen boede i byen – groft sagt boglæserne.

Byen havde efter sigende haft Vestjyllands bedste boghandel, der lukkede dørene op helt tilbage i 1865. Tarm Boghandel, som den hed, lå centralt på Storegade, gennemfarts- og handelsvejen.

I 1966 blev Tarm hovedby for en ny storkommune, Egvad. Da Egon Clausen vandrende hertil fire årtier senere, var det meste lukket. Kun gymnasiet – hvor en god del af lærerne nu pendlede (jeg underviste der selv i foråret 2010, så jeg ved det) – og spredt småhandel var tilbage. Store supermarkeder var kommet til nær motortrafikvejen i udkanten af sovebyen, og det nu lukningstruede hospital var nedskaleret til et såkaldt sundhedshus med dagkirurgisk afsnit.

Boghandelen lukkede i 2002. Websiden Boghandlere i Danmark opruller historien og spørger: ”Er 10.000 indbyggere i by og opland ikke nok?”  

Ikke hvis bogkøberne er forsvundet, må man konstatere.

 

Braklægning

Historien om boghandelen i Tarm er en brik i en større historie om fraflytning fra provinsen, butiksdød og de to store reformer af landet efter Anden Verdenskrig.

Kommunalreformen i 1970 sammenlagde 1.100 kommuner til under 300. En del småkommuner havde opløst sig selv i årene inden, og som samlede sig på ny som eksempelvis i tilfældet Egvad. Et stigende antal opgaver i den opblomstrende velfærdsstat krævede større administrationsenheder for at kunne fungere. Den igangværende fraflytning fra landkommuner til de større byer fik et fast tryk på speederen.

Tre årtier senere var utallige små samfund forvandlet til en skygge af sig selv. Strukturreformen i 2007 tog skridtet videre og slagtede to tredjedele af de tilbageværende kommuner. År senere fik politikerne kolde fødder og flyttede nogle statslige ydelser ud til tilfældige provinsbyer, men skaden var sket.

Resten er historie, plejer man at sige. Men det er ikke tilfældet hér.

Oveni kom nye udfordringer til boghandlernes indtægtsgrundlag liberaliseringen af bogpriserne, nye konkurrenter (til gengæld har de mistet det meste af konkurrencen fra de engang så mægtige bogklubber), senest COVID-19 med stor salgsnedgang med meget mere.    

Antallet af boghandlere var 600 på højdepunktet i 1966. En fjerdedel af bogladerne forsvandt før årtusindskiftet, en fjerdedel efter – i grove tal. I dag er der under 300 tilbage.

 

Out of sight, out of mind

Selv elsker jeg at lade nysgerrige øjne og fingre orientere sig på boghandlernes hylder – men strengt taget: Kan resten af boguniverset ikke være ligeglade med, om vi køber bøgerne hos en boghandler på gadeplan?

En tysk undersøgelse fra efteråret viser, at salget af bøger falder med mange tusind styk, hver gang en boghandel lukker og slukker. Hverken den i nabobyen eller webboghandlere, som står for en tilsvarende procentdel af salget i Tyskland som i Danmark, kompenserer fuldt ud. 

Dette sammenhængsbillede er blevet understreget alt for tydeligt under COVID-19-karantænen, hvor mange boghandlere enten har været lukkede eller har kæmpet med mennesketomme bycentre. Det viser undersøgelser såvel fra Sverige som Danmark.

Webboghandlerne kunne ikke kompensere for boghandlernes store salgsfald, selvom de ellers har oplevet et stærkt stigende salg. Til glæde for bogkøberne.

Skal boguniverset blomstre, skal boghandlerne trives!

 

Hva’ så?

I den ekstraordinære situation, der har præget hele verden her i foråret, har utallige kommentatorer påpeget, at vi skal fokusere på det nære liv i lokalområdet, vi skal væk fra menneskemylderet på stenbroen.

Skal politikerne omsætte tankerne konstruktivt, kunne de genfylde landet med liv og helhjertet sætte den ødelæggende centralisering i bakgear. Så kommer butikkerne igen – så kommer boghandlerne igen (håber jeg).

Så har COVID-19-krisen da gjort lidt gavn, trods alt.

Foto: iStock/Getty Images.