Timer tæller ikke mere

Timer tæller ikke
mere
end klokkeslag
eller hjertebanken,
som jeg lytter til,
og lader tiden passere mig
bag lukkede øjenlåg

lader den hævne streger
i sandet,
som vi krydser
med bølger af tidens vand,
der æder af stranden
og stjæler tilbage
tusinde flydende dage
i sit ocean
af fordrevet tid

fordrivende i
drivvåde klæder
vi os på
til en ny måne,
til at tegne
streger på ny,
før de atter
vaskes ud

og til at male himlen
med en solopgangsmelodi;
vi går i takt med
forunderlige figurer,
i takt med alderdom,
forandringens uhyrer —
vi sover under samme stjerner,

der er mørkt på halvtid,
der er tusinde af timer,
vi aldrig kunne drømme
om at berøre,
men som stadigvæk
vækker tørst
efter høje saltvandsbølger
og solnedgangens røde skær,
dér, hvor hav om himmel mødes


Om digteren:
“Jeg hedder Olivia, og jeg er en ung ordelsker. Siden jeg blev student i maj måned, har jeg været på et kreativt sabbatår, hvor jeg udforsker alle mulige forskellige måder at udtrykke mig på med ord. Jeg er vokset op i et hjem fuld af ord – alt fra Halfdan Rasmussens rim og remser til Anne Linnets skønne lyrik. Så min fascination af ord og fortællinger er lige så gammel, som jeg selv er. Jeg finder, at der er noget dybt menneskeligt i sprog, og at jeg selv får stor nydelse og selvindsigt af at lege med sprogets kræfter.”

Du kan læse om ‘Ugens digt’ her
I samarbejde med Poesiens Hus og Ordskælv lancerer BogMarkedet ‘Ugens digt’