At skrive en humoristisk roman er en svær balancegang. Forfatteren skal kunne navigere mellem den platte pruttehumor, faldenpåhalen-komik og sofistikeret tø-hø. Heldigvis er humor forskelligt, og en læser kan sagtens have en god oplevelse og grine højlydt mens en anden tager sig til hovedet og græmmes. Ullas Verden er uden tvivl en af de bøger, som kommer til at skille vandene.
Det første indtryk af Ullas Verden var positivt, lysten til at kaste sig over bogen, sluge den, mens kaffekoppen bliver tømt, fyldt op og tømt igen var virkelig stor fra det øjeblik bogen landede på mit bord. Lysten til at fylde kaffekoppen op igen og læse videre forsvandt dog ret hurtigt efter konceptet blev rullet ud, og det stod klart, at bogen reelt set ikke er en roman, men en samling anekdoter, som Ulla fortæller til sin lyttende veninde Magrethe. Jacob Koch Sørensen har derved skabt en moderne samling af molbohistorier, der i form og indhold minder meget om de bøger, der i 80’erne lå på ethvert orange og brunt lokum i det danske land.
Ulla er en megalomanisk, storlyvende sladretante, der fortæller historier i et bramfrit sprog, der lidt for ofte bliver belastende på papiret. Ullas talesprog forsøges overført direkte til skriftsproget, men det belaster lidt for ofte læserytmen. ‘Så sagde hun’, ‘så gjorde jeg’, og det er så rigtigt nok, så, så, så, så. Idéen er selvfølgelig at fange essensen af Ulla og hele hendes måde at fortælle på. At indkapsle samtalen med Magrethe (som ikke er en samtale, men en monolog). Det bliver bare for meget, når man læser alle historierne i et rap. Der bliver fortællestilen belastende og skygger flere gange over nogle udmærkede anekdoter, der sagtens kunne være foldet ud på en anden måde. Ullas Verden skal under ingen omstændigheder læses på én eftermiddag, den skal tygges igennem over flere dage med en eller to anekdoter af gangen. På den måde kunne oplevelsen måske blive en anden.
Der er ingen fortløbende handling. Kun anekdoter fra Ullas liv, hvor hun møder den ene mærkelige person efter den anden. Selvfølgelig er Ulla selv, den mest mærkværdige af dem alle sammen. Taktløs, naiv, irriterende. Enkelte anekdoter er rent faktisk sjove og finurlige. Selvom Jacob Koch Sørensen lidt for ofte falder i gryden med pruttehumor og faldenpåhalen-komik, så er det faktisk de eneste gange, hvor historierne virkelig fungerer. Det er en bog, der SKAL leve på det platte, og skulle denne anmelder have været mere underholdt, så skulle absurditeterne være skruet i vejret. Nogen ville sikkert påstå, at det ikke kan blive mere absurd, når der både optræder spøgelser, aliens og vampyrer i bogen. Fænomenerne kan som regel altid forklares helt naturligt, også hvorfor en hel familie ofte ser ud som Robert de Niro (samlingens bedste anekdote).
Bogen skal konkurrere med vitssamlinger, Piet Heins Gruk og i dag i særklasse mobiltelefonen om at skabe et par minutters underholdning, når man er på toilettet. Som roman fungerer Ullas Verden i hvert fald ikke.
Jacob Koch Sørensen: Ullas verden. 117 sider, 200 kr. Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Vild Maskine.
