Et omfattende og opsigtsvækkende studie viser, at udvikling af AI-modeller overtræder den europæiske lovgivning vedrørende ophavsret.

I foråret bestilte organisationen Copyright Initiative, der repræsenterer 140.000 forfattere og kunstnere, et studie, der skulle klarlægge de teknologiske og juridiske aspekter af træning af generative AI-modeller.

Opgaven gik til juristen Professor Tim W. Dornis og datalogen Professor Sebastian Stober, der for første gang på så højt et niveau, har bevist på en velbegrundet og pålidelig måde og i overensstemmelse med den aktuelle teknologi, hvordan AI-træning foregår. Det skriver Copyright Initiative i den pressemeddelelse, der er udsendt i forbindelse med præsentationen af undersøgelsen.

Konklusionen er klar.

– Efter et tættere studie på teknologien bag de generative AI-modeller står det klart, at træning af sådanne modeller ikke er tilfældig tekst- og datamining. Der er tale om krænkelse af ophavsretten, og der gælder både i henhold til tysk og europæisk ophavsretslovgivning, siger professor Dornis i forhold til det juridiske.

På den tekniske del forklarer professor Stober, at dele af den data, der er blevet brugt til træningen, kan huskes helt eller delvist af nuværende generative modeller (f.eks. sprogmodeller) og derfor genereres igen med passende prompter fra slutbrugere og dermed reproduceres.

Undersøgelsen blev præsenteret torsdag i et arrangement i Europa-Parlamentet, og efter præsentationen har flere udtalt sig om undersøgelsen.

Således roste parlamentsmedlem Axel Voss, der var vært ved arrangementet, de to professorer for deres undersøgelse, der ‘ikke kun beviser, at træning af generative AI-modeller blot omfatter tekst- og datamining, men også giver yderligere vigtige indikationer og forslag til en bedre balance mellem beskyttelse af menneskelig kreativitet og udviklingen af AI’.

Talsmanden for Copyright Initiative, Matthias Hornschuh, der bestilte undersøgelsen, ser studiet, som et redskab, der kan bruges til at få overvejet alle de juridiske aspekter vedrørende kunstig intelligens.

Den betragtning deler Hanna Möllers, der er juridisk rådgiver for DJV (det tyske journalistforbund) og repræsentant for European Federation of Journalists. For hende er der tale om en ‘eksplosiv undersøgelse’, da den beviser, at man har at gøre med storstilet tyveri af immateriel ejendom.

– Bolden ligger nu på politikernes banehalvdel i forhold til at drage de nødvendige konklusioner og endelig sætte en stopper for dette tyveri på bekostning af journalister og forfattere, udtaler Möllers.

Foto: Markus Spiske/Unsplash