En roman om et uudtømmeligt emne: hvordan et menneske bliver sig selv. Fortællingen flyder med et knastfrit sprog, som sluser talesproget ind i skriftsproget og gør det allerstørste til at føle på.

”Til gengæld kastede jeg håndgranater som en engel.”

Det modsætningsfyldte i citatet behøver ikke forklaring, og netop sådanne fylder på spændende vis psykolog og oberstløjtnant Karen Schultz´ anden bog i serien ‘Uren’ – her udfoldes de psykologiske pointer sig på en fin måde, så den dybe bund kan anes lidt efter lidt.

På samme måde er de fleste kapitler navngivet SITREP + nummer, hvilket skulle betyde, at de generelt korte kapitler er situationsrapporter uden tvetydigheder – sådan er det allerhøjst på overfladen.

Bogserien handler om, hvordan et menneske træder i karakter, træder ud af sin umyndighed (tvunget af omstændigheder såvel som selvpåført), hvordan det lærer at sætte sin egen kurs mellem frihed og rammer, mellem muligheder og stopklodser, mellem Skylla og Charybdis, Luther og Erasmus.

Karen Schultz bruger sig selv som eksempel, ‘Uren’-serien er autofiktive romaner, ikke selvsmagende selvbiografier.

Historien indeholder det allerbedste element fra en virkelig god roman: Indre udvikling i persongalleriet. Handlingen er ikke det interessante, det centrale er i stedet det aftryk, begivenhederne sætter hos hovedpersonen, Karen Schultz.

Vi har hørt, hvordan 68´erne gjorde op med barndommens stive samfund, der angiveligt hang fast i vanernes hængedynd og var udstoppet med forloren moralisme. 68´erne skulle jo også siden forsvare deres ungdommelige udskejelser med et modbillede, alle kunne se var forkert.  

I tilfældet Karen Schultz handler det om modsætningen; at søge de faste rammer for der i gennem at finde sig selv. Hun kommer fra en halvvejs kaotisk familie (gør vi ikke alle det?) og søger (flygter?) ind til militæret, hvor der er udstukket klare rammer bestemt ved de tydelige autoritetsgrader, der manifesterer i stjerner, bånd og tegn på uniformen over de muskuløse overarme og brede skuldre.

Uden for militærskolen har Karen Schultz et stort forbrug af mænd – som var de legetøj, hvilket med mine lommefreudianske dilletantbriller er klar kompensation for barn- og ungdommens følelse af magtesløshed. Denne impuls til at skalte og vralte med kærligheden er egentligt ikke særligt sympatisk, men det er godt og ærligt, at hun skriver så brutalt om det.

Dette skurrer mod billedet af den militære renhed, en revne i billedet. Men revnerne bliver dybere og mere påtrængende:

Da det på tragisk vis bliver tydeligt – fire højtstående officerer begår uafhængigt af hinanden selvmord inden for kort tidsrum – at den fysiske orden ikke altid modsvares af tilsvarende åndelig standhaftighed, krakelerer Karen Schultz´ verdensbillede.

Hun finder tilbage til konturerne i det verdensbillede, hun har støttet sig til, men det er ikke omkostningsfrit for det til tider nævenyttigt selvsikre unge menneske. Eller var det skete i virkeligheden godt for Karen Schultz´ indre udvikling på sigt? – det fortæller hun uden tvivl mere om i seriens senere bind.   

Jeg glæder mig i til at læse videre!

 

Karen Schultz: ‘Uren 2’, Forlaget November.