Vådeskud af Katrine Engberg

Vådeskud af Katrine Engberg, som udkommer i dag d. 6.9.19, er 4. bind i serien med efterforskerne Jeppe Kørner og Anette Werner. Serien består indtil videre af Krokodillevogteren, Blodmåne og Glasvinge. Serien om de to efterforskere er solgt til udgivelse i 20 lande. Forlagets beskrivelse: “VÅDESKUD: Fejltagelse som gør utilsigtet skade. Skud som rammer et… Read More Vådeskud af Katrine Engberg

Forlagets beskrivelse:

“VÅDESKUD: Fejltagelse som gør utilsigtet skade.
Skud som rammer et forkert mål, eller som affyres ved en fejltagelse.”

“Det er forår, og kirsebærtræerne er ved at springe ud, da teenageren Oscar forsvinder… Det eneste spor efter drengen, er et kryptisk brev, som ingen kan tyde.

To dage senere finder kranføreren Michael liget af et ungt menneske på Amagerforbrændingen.
Er det Oscar? Og hvordan er han i så fald endt der?

… Anette er tilbage efter barsel, sprudlende og i bedre form end nogensinde, mens Jeppe balancerer på en knivsæg for at finde fodfæste som kæreste og papfar til Saras to døtre. Det gør det ikke nemmere, at sagen handler om et barn. Om forældreskab. Og død.

Og den pensionerede litteraturprofessor Esther får utilsigtet en rolle i sagen. Hun er kommet i gang med at skrive igen på trods af, at vennen Gregers måske nærmer sig det sidste punktum før hende.”

Billede af: Vådeskud af Katrine Engberg Vådeskud af Katrine Engberg

Åh, hvor har jeg glædet mig til at fortsættelsen af Glasvinge skulle komme. Og nu er den her. Vådeskud er som de forrige i serien vildt spændende og lige så svær at slippe, når man først er begyndt. Det skorter ikke på overraskelser undervejs, måske lige så knap så mange, som i Glasvinge – men nok til at jeg flere gange måtte tænke “pyha” eller lige snuppe lidt af teksten igen, for at være sikker på, at jeg havde læst rigtigt.

Katrine Engberg er ufattelig god til at skrive både miljø- og personbeskrivelser. Man kan godt mærke, at der ligger et stort kendskab til København bag fortællingen. Selvom man ikke selv kender stederne, så synes jeg, at de er så godt beskrevet, at jeg slet ikke er i tvivl om, hvordan stederne er i virkeligheden. I denne bog er Amagerforbrændingen jo et vigtigt sted – og jeg kan tydeligt se for mig, hvordan skraldebilerne kører ind i anlægget m.v. Derudover hører vi om mange andre lokaliteter i og omkring København – og for sådan en som mig, der ikke kender til byen, så er det vildt fascinerende – måske især, at vi hører om Trekroner og de øvrige bygningsværker, som i sin tid skulle bruges til at forsvare Købehavn. Noget andet som er vigtig for historien er en ukendt samling af “dødemasker” på Thorvaldsens Museum. I august var jeg så heldig at være inviteret til et bloggerevent i anledning af udgivelsen af Vådeskud, og der hørte vi om disse masker, som rent faktisk findes. Det er mega spændende – og super fedt, at de er med i bogen.

Jeg er vild med Anettes karakter – præcis som da vi hørte om hendes følelser i forbindelse med at blive mor, så hører vi nu om de tanker, hun gør sig om forholdet til Svend, og hvordan hun føler, at hun har brug for at føle sig attråværdig. Mon ikke rigtig mange, der læser med vil kunne sætte sig i Anettes sted? Derudover er det dejligt at høre nyt om Sara og Jeppe – og hvordan det går for dem. Esther og Gregers hører vi også om, og jeg tænker, at deres personligheder er meget troværdige – og til tider ganske sjove og underholdende. De kommer med nogle skønne kommentarer. Men samtidig er det måske en lille smule urealistisk, at Esther endnu gang “falder” over relevante ting i forhold til efterforskningen. Men historien er det værd. Dialogen mellem Anette og Jeppe er mindst lige så god, som Esthers og Gregers’ – og er helt sikkert med til at få smilet frem, uanset de øvrige tragiske begivenheder.

Da jeg anmeldte Glasvinge, skrev jeg følgende, som helt sikkert også er gældende for Vådeskud:
“Noget jeg synes er rigtig vigtig, når man læser en bog er, at man kan holde af/med i hvert fald nogle af de implicerede personer, og det er noget som Katrine Engberg virkelig forstår at gøre muligt. Selvfølgelig skal der også være nogle, der repræsenterer det modsatte, for at skabe balance i fortællingen – og selvom man måske ligefrem har antipati imod nogle, så kan der jo sommetider ske noget undervejs, som får en til at ændre mening. Hvis man udover at få sympati for nogle af de implicerede også kan identificere sig med dem – eller i det mindste forstå deres følelser, så er det bare et ekstra plus – og jeg er ret sikker på, at de fleste vil kunne finde sådan en person i Glasvinge (her i Vådeskud).”

Vådeskud er som forgængerne ikke “bare” en krimi. Den er måske ikke så samfundskritisk som Glasvinge (her hørte vi en del om forholdene i psykiatrien), men temaerne i bogen er bestemt ikke mindre vigtige. Vi hører om at være forældre – på godt og ondt, om penge – og deres indflydelse på mennesker, om familie og svigt – nok nærmere omsorgssvigt og pædofili. Udover at løse “krimigåden” så er der bestemt nok at reflektere over – hvilket jo er perfekt.

Vådeskud er velskrevet – og plottet godt udtænkt. Når man er nået til bog nummer fire i en serie – og de forrige er super gode, så har forfatteren bestemt noget at leve op til, men jeg synes, at det i høj grad er lykkes. Min favorit er nok stadig Glasvinge – men Vådeskud er tæt på at indhente den. Jeg glæder mig vildt til den næste, som jeg har hørt rygter om, er ved at blive skrevet – ikke kun for krimiens skyld, men også for at høre nyt om alle de personer, som vi efterhånden kender.

5 af 6 stjerner /Tine