Fantask i København fylder 50 år fredag d.22.oktober, og dermed er Fantask verdens ældste stadig eksisterende tegneserie og science fiction butik.

Butikken åbnede i 1971, som en lille kælderbutik i Pisserenden med salg af blade og bøger hentet direkte hjem fra England.

Fantask har siden vokset sig større og har udvidet med blandt andet bræt- og rollespil. Men lokationen er stadig den samme i Skt. Peders Stræde.

Fødselsdagen fejres både d.22. oktober (kl.11-18.30) samt lørdag d.23. oktober (kl.11-15) i butikken i Skt Peders Stræde 18.

Der vil blive serveret øl og vand samt masser af snacks, og være spændende overraskelser begge dage.

Historien bag Fantask.
Grundlæggerne af Fantask, Rolf Bülow og Søren Pedersen oplevede i 1971, at der manglede et sted, hvor fans kunne erhverve sig superheltetegneserier i København. Derfor tog de til England og fyldte et folkevognsrugbrød med amerikanske hæfter og bøger. Dette blev starten på en nu halvtredsårig succes.
Gennem årene har Fantask været besøgt af mange kendte tegneserieskabere, blandt andet Carl Barks (Anders And), Stan Lee (Spider-Man), Will Eisner (Spirit), Hermann (Jeremiah), Peter Madsen (Valhalla), Sussi Bech (Nofret) og mange, mange flere. I 2008 overgik Fantask til Marit Nim, der har været i Fantask i 27 år, og som fortsætter butikken i samme ånd.

I 2019 var Fantask på nippet til at lukke, men da butikken meldte dette ud, blev der startet en GoFundMe indsamling, som på rekordtid indsamlede en halv million kroner. Samtidig væltede folk ind i butikken for at vise deres kærlighed og støtte, og sådan blev
Fantask reddet.