For et år siden fik Forlaget Zara nyt liv – og den værst tænkelige start. I dag er de tre kvinder bag forlaget fulde af optimisme og gåpåmod.

“Det var et skidt tidspunkt at starte et forlag. Salget styrtdykkede, og forlaget styrtblødte. Det betød, at det eneste, vi kunne gøre, var næsten bogstaveligt talt at kridte skoene og opsøge, opdyrke og opfinde (nye) kunder og afsætningskanaler og arbejde nærmest i døgndrift,” fortæller Anette Adelsbøll om corona-foråret 2020.

Kort forinden – den 1. januar – havde Anette Adelsbøll overtaget det fulde ejerskab af Forlaget Zara, som hun tidligere ejede halvdelen af.

”Heldigvis var der jo ikke tale om et forlag, der skulle bygges op fra bunden, men et forlag, der allerede har mange år på bagen som ballast, og som vi har valgt at udbygge og bygge videre på. Vi er et lille og agilt forlag, for nu at bruge ordene fra en af vores forfattere: vi magter den hurtige omstilling,” konstaterer Tina Fossing, der kom til forlaget i februar, og som bringer mange års erfaring fra bogbranchen med sig. Senest var hun salgschef på Gads Forlag, og før det var hun markedschef hos Gyldendals internetboghandel.

”Det eneste, vi i forlagsregi er gået glip af som sådan, er aflyste Bogforum i år, men vi håber at kunne vende stærkt tilbage til næste år. Vi glæder os allerede meget til det årlige mødested med folk fra branchen og alle læserne.”

”Vi har hurtigt fundet hinanden arbejdsmæssigt, vi har efterhånden mange års samarbejde på anden vis at trække på, og så har vi bare taget fat. Det har faktisk været en fornøjelse at opleve, hvordan modstanden fra corona har givet os mere blod på tanden. Vi vil bare have, at det her skal lykkes,” afslutter Anette Adellsbøll.

 

Nutiden

”Vi vil gerne kunne tilbyde et bredt sortiment til ‘hele familien’ til inspiration og glæde, så der er lidt for enhver smag at hente hos os,” fortæller Anette Adelsbøll. Dette var allerede tydeligt i Forlaget Zara’s efterårsudgivelser.

”Tina skal være med til at varetage forlagets daglige drift samt have fokus på at videreudvikle den skønlitterære linje på forlaget. Tina har især næse for gode forfatterskaber inden for feel good– og cosy crime-genrerne – og hun har lovet, at der også af og til vil finde en rigtig uhyggelig krimi vej til forlæggerens skrivebord.”

Rikke Luna Hall Østergaard Mortensen, der kommer fra en stilling som direktør på FADLs forlag, er tilknyttet som ekstern redaktør og skal sikre, at forlagets kunder også kan købe udvalgt faglitteratur af populære danske forfattere.

“Nu er fagbøger jo et vidt begreb, men vores kerneområder vil være de områder, som Rikke har stor viden om og meget erfaring med. Hun har et meget bredt netværk og ligeledes mange års godt samarbejde med mange danske forfattere, hvoraf nogle tidligere udkom på FADL’s Forlag, så det er kendte ansigter hos både boghandlere og forbrugere.”

”Rikke har erfaring med at spotte forfattere og emner i fokus. Hendes store kontaktflade gør, at hun hele tiden er ajour med, hvad der trender lige nu, og hvad der bobler og er på vej,” fortsætter forlæggeren.

 

Forårets udgivelser

”Hvis vi kigger på det skønlitterære først, kommer der i foråret 2021 en skøn roman af en ny forfatter, Clare Pooley. Bogen hedder ‘(K)ærlighedsprojektet’, og den er solgt til udgivelse i 28 lande. Vi udgiver også bind 2 i Tre døtre-trilogien af Muna Shehadi; den får titlen ‘Eves sandhed’,” fortæller Tina Fossing.

”Udover de nævnte nye forfatterskaber fortsætter vi udgivelserne af vores gamle og kendte forfattere, som alle er store i udlandet, og blandt andet tæller Paulo Coelho, Victoria Hislop, Cecilia Samartin (som også bliver aktuel i det nye år), Lucy Dillon, Sue Moorcroft og David Jackson.

Tager vi de danske briller på, er vi især begejstrede for det fortsatte samarbejde med Susanne Clod Pedersen, som fortsætter sine fantastiske beretninger om sit vikingske hjertebarn, Arnulf. Vi er allerede nået til bind 7, som kommer straks i det nye år.”

”Sortimentet bliver bredt og spænder fra sund kost, over psykologi og business til, hvordan du kan lære at spille klaver,” kan Rikke Luna Hall Østergaard Mortensen fortælle om de kommende faglitterære udgivelser. ”Bøgerne har som fællestræk, at forfatterne er gode til at fange vinkler på emner, som er svære at finde andre steder.”

”Straks i det nye år finder vi ‘Spis grønt – din succesfulde kostomlægning’ af Kristina Hoffmann, som skal hjælpe alle med de klassiske nytårsforsætter om et sundere liv med varigt ændrede kostvaner og en livsstil, der er både langsigtet sund og bæredygtig.

Også først i det nye år får vi ‘Grøn og glutenfri madfryd’ af Sofie Birkelyng, som i år er kåret til årets veganske blogger. Bogen kan hjælpe allergikere til en vegansk og glutenfri kost – en kombination, der ellers er svær at finde opskrifter på.”

”Vi tror, at den grønne bølge ikke er et tidsbegrænset fænomen, men et ønske hos især den yngre del af befolkningen om en varig ændring af kost og livsstil,” pointerer Rikke Luna Hall Østergaard Mortensen.

Desuden vil Rikke Luna Hall Østergaard Mortensen satse på to andre felter, nemlig psykologi og business/management:

”Specielt bogen ‘Vi havde en fest på arbejdet, men så kom Preben…’, som tager kærligt fat i, hvordan dårlig ledelse eller dårligt kollegialt samvær kan aflæses direkte på bundlinjen i en virksomhed, hvis man ikke er klar over, hvor den såkaldte ’usynlige fjende’ er. Denne bog er skrevet af forfatter og foredragsholder Rikke Østergaard, som har flere bøger om psykologi/management bag sig. Især denne bog har allerede vakt stor opmærksomhed på de sociale medier.

Derudover er Rikke Østergaard den ene halvdel af makkerparret Rashid+Østergaard, hvor bestsellerforfatteren Imran Rashid endnu en gang spidder vores digitale slaveri i ‘Et opgør med den målbare tilværelse’, som udkommer sidst på foråret.”

Anette Adelsbøll afslutter med at nævne, at de helt små og nye læsere heller ikke bliver snydt:

”Vi holder fast i at udgive pap- og billedbøger, ikke som et must, men når vi falder over noget, vi selv synes er nyt og anderledes.”

 

Fremtiden

”Vi arbejder ufortrødent videre med at tiltrække læseværdige forfattere, som kan give læseren en dejlig oplevelse,” fortæller Anette Adelsbøll.

”Og så har vi en optimistisk tro på, at bogverden også får mulighed for at komme tilbage til noget, der ligner normal gænge, så vi kan koncentrere os om at finde dejlige læseoplevelser fremfor at sidde begravet i likviditetsbudgetter og kalkuler!” 

Foto v-h: Anette, Tina, Rikke.