Når jeg læser anmeldelser og læserreaktioner på “Vi kunne alt”, kan jeg se at det er en bog der deler vandene. De fleste der læste Merete Pryds Helles “Folkets skønhed“, var vilde med den. Forventningerne til “Vi kunne alt”, der er en selvstændig fortsættelse af “Folkets skønhed”, har derfor været skyhøje – mine egne inklusive. […]
Når jeg læser anmeldelser og læserreaktioner på “Vi kunne alt”, kan jeg se at det er en bog der deler vandene. De fleste der læste Merete Pryds Helles “Folkets skønhed“, var vilde med den. Forventningerne til “Vi kunne alt”, der er en selvstændig fortsættelse af “Folkets skønhed”, har derfor været skyhøje – mine egne inklusive. Mange er glade for “Vi kunne alt”, nogle mener endda at den er bedre end “Folkets skønhed”, mens atter andre er blevet dybt skuffede over fortsættelsen. Jeg lander nok selv et sted midt imellem.
Året er 1971. På en villavej i Værløse ligger unge Merle under dynen og læser “De 5”-bøger. Gennem de tynde vægge kan hun tydeligt høre sine forældre. Det er en god dag: mors sygdom har ikke overmandet hende endnu og far er stadig ædru.
“Vi kunne alt” fortæller den seperate historie om familien Pryds’ (fra “Folkets skønhed”) naboer.
Merle er nogenlunde på min alder. Måske et par år ældre, men vi er begge vokset op i 70’erne. Merle på en villavej i Værløse og jeg langt ude på landet midt på Fyn. Måske er det derfor jeg slet ikke kan genkende Merles verden. Det eneste vi har til fælles, er behovet for at forsvinde ind i bøgerne om “De 5”. Men årsagen til vores behov for at forsvinde fra virkeligheden, er vidt forskellige. Merles familie er mildest talt dysfunktionel, og så har jeg vist ikke sagt for meget. Men den er det i en sådan grad, at det virker grotesk og utroværdigt. Som om alt det værste fra alle 70’ernes dysfunktionelle familier er samlet i denne ene familie.
Merle og hendes søster Klara, vokser op med visheden om at de kan alt. Hele verden står åben for dem, og de har muligheder som deres forældre aldrig kom i nærheden af. Og det er rigtigt, for det var bl.a. hvad 70’erne gav os – muligheden for at kunne alt. Men at leve helt “almindelige” liv i en helt “almindelig” familie, blev så ikke en af de ting søstrene kunne. På den baggrund er der lagt op til en god roman i et nedslag i en del af danmarkshistorien der ikke ligger så langt væk. Men jeg synes bare at det hele drukner i bizar familie. Det er så sært, at jeg som læser ikke kan spejle mig i andet end Merles lyst til at læse “De 5”. Resten ryger hen over hovedet på mig, og efter at sidste side er vendt, sidder jeg lidt med en undren over hvad jeg har læst, og hvad jeg skal med det. Skal jeg være helt ærlig, så havde jeg forventet mere af “Vi kunne alt”. På baggrund af at have læst “Folkets skønhed” ved jeg at Merete Pryds Helle i den grad kan skrive. Det kan hun for så vidt stadig, men jeg oplevede “Vi kunne alt” som et lidt krampagtigt forsøg på at skøjte en hel familie så langt ud på et sidespor som muligt – og så lige skubbe den lidt længere ud, så både familien og meningen med romanen ryger ud over kanten.
Lån bogen på Bibliotek.dk
