Når Odense til februar omdannes til centrum for en hyldest til ordet, vil det være med et lokalt forankret mediehus i ryggen som mediepartner.
Den helt nye Word Festival har allerede markeret sig med stærke stemmer på plakaten, og nu har man indgået et stærkt partnerskab med Jysk Fynske Medier.
Festivalen er svært tilfredse over, at man har indgået et samarbejde med Fyns største mediehus.
– Vi er rigtig stolte af, at Jysk Fynske Medier ønsker at bakke op om vores nye festival. For os er det en anerkendelse af det arbejde, vi allerede har lagt i festivalen ved at sikre en række toneangivende navne på plakaten, som sikrer vores gæster et rum for inspiration og fordybelse. Som ny festival er det vigtigt, at vi får gjort opmærksom på festivalen, og Jysk Fynske Medier har gennem historien vist sig som en dygtig og respekteret mediekoncern, som vil kunne hjælpe os med at tiltrække gæster, ikke kun fra Fyn, men hele landet, siger Emil Nutzhorn, der er daglig leder af festivalen.
Festivalens ambition er mere end 150 arrangementer henover weekenden den 2-4 februar, og som gæst vil der være rig mulighed for at lytte til spændende indlæg, men også selv deltage aktivt i forskellige former for workshops, hvor festivalen forventer at udbyde muligheder inden for skrivekunst, podcastproduktion og andre relevante medier, hvor ordet er i centrum.
– For os som mediehus er vi glade for at kunne bakke op om Word Festival og hjælpe til med en øget kendskabsgrad, gennem vores snakke har vi kunnet mærke den energi og seriøsitet, der ligger bag festivalen. Det tiltaler os samtidig, at man forsøger at inspirere og udvikle nye kunstnere ved hjælp af forfatterskolen. Det generelle fokus på samarbejde med andre aktører i byen er også noget, der gjorde det nemt for os at støtte op omkring festivalen, siger Mads Juncher der er sponsoransvarlig i JFM og fortsætter:
– Kigger man allerede nu på plakaten så er der et virkelig spændende event, som vil vi forventer vil tiltrække mange gæster fra hele landet. Fyens Stiftstidende har selv for nyligt lanceret en klimaredaktion, og i den forbindelse synes jeg da personligt det er spændende at et navn som Ulrike Hermann kommer til byen, men også nationalt er der allerede lanceret flere spændende navne som f.eks. Svend Brinkmann, Glenn Bech og Rane Willerslev. Så naturligvis skulle vi slå til da muligheden kom for at bakke op omkring dette nye tiltag for Odense.
Slutteligt fortæller festivallederen at der stadigvæk er åbent for andre partnere som ønsker at støtte op om festivalen.
– Arbejdet med at skaffe partnere til at bakke op omkring eventet er startet rigtig flot og med store lokale virksomheder som Albani og Fyens Stiftstidende samt opbakning fra Odense Kommune, så mærker vi allerede nu at et kulturevent placeret i februar er det helt rigtige og vi glæder os til at følge op på den interesse vi som vi kun mærker bliver stærkere og stærkere jo nærmere vi kommer på festivalens første udgave, fortæller Emil Nutzhorn.
Foto. Word Festival af Mads Juncher (tv.) fra JFM samt festivalchef Emil Nutzhorn (th.).