I samarbejde med GRAKOM har Danske Forlag udarbejdet en nulpunktsanalyse af hvordan bogbranchen på virker klimaet.

Den danske forlagsbranche vil gerne tage ansvar for, hvordan bogproduktion påvirker klimaet og miljøet. Derfor har Danske Forlag med støtte fra Erhvervsministeriets CO2-pulje og i samarbejde med GRAKOM udarbejdet et samlet klimaregnskab for den trykte bogbranche med det formål at etablere en baseline-/nulpunktsanalyse af den trykte bogbranches CO2-udledning. Det skriver organisationen på sin hjemmeside.

Hensigten med en nulpunktsanalyse er at give indsigt i, hvor i produktionskæden de største klimaaftryk findes, så der kan sættes ind netop dér og derudover løbende følge udviklingen.

Analysen er nu afsluttet og inkluderer et værktøj, som gør det muligt for de enkelte forlag at etablere en baseline og følge udviklingen. Dertil vil forlagene være i stand til at identificere, hvor man med størst effekt kan sættes ind for at reducere energiforbrug og CO2-aftryk.

Nulpunktsanalysen viser, at CO2-aftrykket fra trykte bøger er relativt lavt. Den samlede trykte bogproduktion udleder knap 15.000 ton CO2, hvad der svarer til 2,6 kg. pr. dansker og 0,2 promille af danskernes samlede aftryk. Til sammenligning udleder 1 liter brændstof 2,5 kg. CO2.

Nulpunktsanalysen, som udgør en baseline, følges op af nye analyser, første gang i 2025 på baggrund af 2024-data.