PET og Rigsarkivet har fået medhold i sag om Arne Herløv Petersens dagbøger fra 1972 til 1981.

PET og Rigsarkivet frifindes onsdag af Østre Landsret i en sag, hvor forfatteren Arne Herløv Petersen har forlangt sine dagbøger fra 1972 til 1981 leveret tilbage, skriver Ritzau.

For mere end 40 år siden var Arne Herløv Petersen mistænkt for at have været såkaldt påvirkningsagent for den sovjetiske efterretningstjeneste KGB. Han nægtede sig skyldig, og der blev ikke rejst en straffesag. Men selvom sagen ikke blev til noget, besluttede PET at beholde en kopi af dagbøgerne, som fylder 1.400 almindelige bogsider uden at informere forfatteren.

Først i 2009 opdagede forfatteren, at kopien var fremstillet, og at PET havde givet materialet videre til Rigsarkivet, samt at PET-Kommissionen havde kigget med i dagbøgerne.

I landsretten har Dansk Forfatterforening forsøgt at overbevise dommerne om, at myndighederne har krænket Herløv Petersens ophavsret.

Et andet argument har været, at forfatterens ret til privatliv, som er garanteret af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, er blevet krænket.

Foto: Niels Gether Nielsen